De er et af verdens mindste flercellede dyr og ligner små vingummibamser på afveje, mens de møjsommeligt vralter afsted. Men tag ikke fejl af bjørnedyrene.
Ligesom fiktionens superhelte gemmer de sig bag et stilfærdigt ydre, men besidder nærmest overnaturlige evner.
Bjørnedyr er mestre i overlevelse
Bjørnedyr, vandbjørne eller tardigrade, som de også hedder, er verdens mest hårdføre dyr.
De kan overleve uden vand i adskillige år, nedfrysning til minus 272 grader, opvarmning til 151 grader, 1000 gange større doser radioaktivitet end mennesker og vakuum og tryk, der er 6000 gange større end på landjorden.
Bjørnedyrenes usårlighed skyldes evnen til at gå i en ekstrem dvale, hvor de tørrer helt ud og sætter alle livsprocesser på standby.
På den måde kan de tilbringe op til 90 procent af deres liv som levende døde.
Bjørnedyrs evne til at gå i dvale gør, at de kan overleve næsten alt.
Fakta om bjørnedyr
- De bliver maksimalt 1,5 millimeter lange.
- De lever af at suge næring fra plante- og dyreceller.
- De lever nær vand: I havoverfladen, på bunden af oceanerne og på vandhinder omkring mos og lav.
- De kan overleve i ekstreme temperaturer: Fra 272 minusgrader til 151 plusgrader.
- De kan overleve op til ni år i dvaletilstand.
- De celler deler sig ikke, men vokser.
Bjørnedyrs anatomi
De færreste mennesker har set et bjørnedyr, eftersom det kræver et mikroskop.
De mindste af de omkring 1000 kendte arter bjørnedyr bliver blot 0,05 mm lange, mens "kæmperne" når en maksimal længde på 1,5 mm.
Bjørnedyr er dermed blandt de mindste flercellede dyr på Jorden.
De er så små, at de ikke behøver særlige organer til at fordele ilt rundt i kroppen, men kan forsyne cellerne ved blot at lade ilt trænge ind gennem huden.
Vil du vide mere om dyr? Så læs også vores artikel om verdens farligste dyr eller verdens giftigste edderkopper.
Bjørnedyr laver ikke celledeling
Når bjørnedyr vokser, gennemgår de op til tolv hudskift for at få plads til sig selv.
I modsætning til langt de fleste andre flercellede dyr vokser bjørnedyr ikke ved at danne flere celler, men ved at de enkelte celler i kroppen bliver større.
Hver art bjørnedyr består således af et forudbestemt antal celler, typisk omkring 40.000.
De 40.000 celler er dog uhyre effektivt udnyttet, for bjørnedyr har en kompliceret anatomi. Det er imponerende, hvor mange biologiske funktioner der er presset ind i de små, fortykkede kroppe.
Bjørnedyrenes nervesystem består af en stor tredelt hjerne og otte nervebundter.
Nogle arter har øjne, som er indsunket i forhjernen og består af en kop med lysregistrerende pigmenter.
Bjørnedyrenes munddele er også helt specielle.
Bjørnedyrets mund ligner til forveksling en støvsugerpose og bruges da også til at suge næring til sig.
De er omdannet til sylespidse stiletter, som bjørnedyrene skyder ud af munden for at bore hul på plante- eller bakterieceller og suge indholdet ned i svælget.
VIDEO: Se bjørnedyr spise celle
Ligesom munddelene kan bjørnedyrenes ben trækkes ud og ind. Dyrene er udstyret med både et fremadrettet gear og et bakgear, for der er en klar arbejdsdeling mellem de fire benpar.
Bjørnedyret benytter de tre forreste til at bevæge sig fremad, mens det bageste fungerer som bakgear og bremse.
Bjørnedyrs reproduktion
Hos de fleste arter af bjørnedyr skal hannen ikke gå langt efter en partner. Der kan nemlig leve op til 20.000 bjørnedyr i et enkelt gram mos og de fleste individer er hunner.
Hannen tiltrækker hunnen med sansebørster
Hannen må dog vise sig fra sin bedste side og gennem længere tid berøre hunnen med sine lange sansebørster, før den udkårne indlader sig på en parring.
Resultatet af hans anstrengelser viser sig to uger senere, når hunnen lægger 1-30 æg.
Her ses et bjørnedyr med æg.
To uger senere bryder de små, nye bjørnedyr ud af ægget ved at flække skallen med deres spidse mundstiletter.
Æggets ydre skal har ofte fint arrangerede udvækster. Måske sikrer de en effektiv iltforsyning til fostret, når æggene ligger tæt sammen i fx døde blade, hvor der let opstår iltmangel.
Overfladestrukturen er imidlertid ikke kun vigtig for fostrenes overlevelse, men også for biologerne, når de skal artsbestemme et bjørnedyr.
Strukturen er nemlig artsspecifik, og i nogle tilfælde kan det være særdeles vanskeligt at artsbestemme et bjørnedyr uden omhyggeligt at undersøge dets æg.
Bjørnedyrs dvaletilstand
Der vralter bjørnedyr rundt overalt.
De er fundet i dybhavet og i atmosfæren 10 km over Jorden, på Mount Everest, langt inde i Antarktis, på undersiden af sten i Namibørkenen, i udtørrede saltsøer i Sahara og dybt nede i Grønlands indlandsis.
Der synes næsten ingen grænser for, hvor bjørnedyr kan leve, og ekstreme livsbetingelser kan ligefrem give bjørnedyr en konkurrencefordel over for andre smådyr.
Bjørnedyret ser skrøbeligt ud, men det lille dyr er nærmest usårlig.
Usårligheden skyldes bjørnedyrs evne til at tørre ud, da udtørrede bjørnedyr kan tåle ekstreme temperaturer, radioaktiv bestråling, vakuum samt bad i æter og ren alkohol.
Ilt får bjørnedyr i dvale til at ‘ruste’
Under udtørringen er dyrene i en ekstrem dvaletilstand, kryptobiose, hvor livsprocesserne er gået i stå, og bjørnedyret nærmest ophører med at være en levende organisme.
De har formodentlig intet stofskifte, da der ikke er frit vand i cellerne, og bjørnedyr i kryptobiose er reelt levende døde.
De fleste bjørnedyr har et aktivt liv på mellem tre og 30 måneder, men zoologerne ved ikke, hvor længe bjørnedyr kan ligge i dvale, og dermed heller ikke, hvor lang levetid et bjørnedyr reelt har.
I en normal atmosfære med ilt er rekorden ni års dvale, men det er sandsynligt, at bjørnedyret kan klare sig i længere tid i en dybfryser eller i vakuum, hvor ilt ikke skader dem.
VIDEO: Se bjørnedyret gå i dvaletilstand
Et bjørnedyr fornemmer, at en tørke er på vej og går i dvaletilstand.
Problemet med ilt er, at bjørnedyrene “ruster” op. Ilt i kroppen danner radikaler, som kan ødelægge dna og enzymer. Og når kroppens livsfunktioner stopper under dvalen, ophører også dens evne til at reparere skaderne.
I et iltfattigt miljø er dyrene derimod nærmest usårlige. Når biologerne undersøger bjørnedyrenes overlevelsesevner, er der stor forskel på, om de benytter aktive dyr eller dyr i dvale.
Aktive dyr er mere sårbare over for pludselige ændringer i miljøet. De vil ofte dø, da det ofte tager dem lang tid at tilpasse sig nye livsbetingelser.
Mens bjørnedyr i dvale tåler en temperatur tæt på det absolutte nulpunkt, dør aktive bjørnedyr allerede ved langt mindre ekstreme temperaturer.
Bjørnedyr tog med på rumrejse
Den ultimative test af bjørnedyrs hårdførhed er en tur ud i verdensrummet.
I efteråret 2007 sendte forskere to arter udtørrede bjørnedyr på en Mission Impossible i en container på ydersiden af en russisk satellit.
258-281 km over Jorden svævede dyrene i vakuum og var inddelt i tre grupper, som blev udsat for hhv. ingen UV-stråling, langbølgede stråler og et bredt spektrum af UV-stråler.
Tilbage på Jorden havde langt de fleste af dyrene overlevet vakuum, men uv-strålerne havde været for skrap kost.
Langbølgede UV-stråler slog næsten alle individer hos den ene art ihjel, mens et bredt spektrum af UV-stråler også dræbte den mere hårdføre art, hvor kun tre individer overlevede.
Biologer har udført flere forsøg for at afdække mekanismerne bag bjørnedyrenes ekstreme usårlighed.
LÆS OGSÅ: De farligste dyr i Danmark