Blodorm på sort baggrund

Blodormen smeder selv sine kobber-tænder

Hvordan blodormen får sine giftige kobber-tænder har længe været et mysterium for forskerne. Men nu har 20 års undersøgelser afsløret, at ormen selv smeder sit gebis med et særligt protein.

Hvordan blodormen får sine giftige kobber-tænder har længe været et mysterium for forskerne. Men nu har 20 års undersøgelser afsløret, at ormen selv smeder sit gebis med et særligt protein.

Shutterstock

Blodormens fire tænder ligner noget fra en sci-fi-film og er ret enestående for dyreverdenen. De giftige, sorte tænder består nemlig af kobber.

Efter 20 års undersøgelser ved forskere nu, at blodormen selv smeder sine kobbertænder ved hjælp af et simpelt protein.

Holdet bag rapporten håber, at ormens simple protein kan bruges til at udvikle nye og bedre teknologier til at forarbejde metaller.

Metal holder ormens tænder skarpe hele livet

Blodormen er en aggressiv jæger, der lever af andre havorme og mindre krebsdyr. Ormens dødbringende våben er de fire giftige og sorte kobber-hugtænder, som sidder rundt om den cirkelformede mund.

For at bidde sig fast i sit bytte, skyder blodormen sin mund ud fra maven. Herefter lammer den sit bytte med gift fra tænderne, som ormen derefter spiser levende.

Blodorm glycera dibranchiata på sand
© Shutterstock

Havorm med metaltænder

Blodormen (glycera dibranchiata) er en havbørsteorm.

Den lever langs den østlige kyst i Nordamerika.

Blodormen kan blive op til fyrre centimeter lang og leve i op til fem år.

Den røde orm spiser andre havorme eller mindre krebsdyr som tanglopper. I visse tilfælde kaster den sig også over rester af døde planter, dyr og mikroorganismer.

Den er kendt for at være aggresiv og bider også mennesker. For et voksent menneske er biddet dog ikke værre end et bistik.

Ormen får kun tænder én gang, så de skal holde hele livet. Men det kan godt være svært, for den blodrøde havorm forveksler tit fjender og byttedyr med grus og småsten.

Fejltagelserne kan gå hårdt ud over gebisset, specielt fordi det bliver nødt til at være hårdt nok til at trænge igennem byttedyrenes exoskeletter.

De kobber-forstærkede hugtænder er på den måde altafgørende for ormens overlevelse, men hvordan den får sine metal-tænder har i årtier været en gåde for eksperterne.

Et forskerhold fra University of California i USA har derfor studeret blodormen de sidste 20 år.

Closeup af blodormens kobbertænder

Blodormen har fire giftige kobbertænder rundt om sit gab.

© Matter/Wonderly et. al

I lang tid troede de, at ormen havde sit høje kobber-indhold, der ville slå de fleste andre smådyr ihjel, fra havforurening. Men senere studier viste, at ormen selv indsamler metallet.

Og nu har forskerne endelig fundet svaret på deres sidste store spørgsmål om blodormens kobber-våben - hvordan den lille orm er i stand til at forvandle sit indsamlede kobber-lager til tandbeskyttelse.

Særligt protein smelter og smeder kobber

Blodormens laver sine tænder af en blanding af protein, melanin (kemisk, mørkfarvet pigment) og koncentrationer af kobber-krystaller.

Når den har indsamlet kobber nok i sin krop fra sedimenter i havbunden, aktiveres nogle særlige proteiner og smelter metal-partiklerne til en tyktflydende, proteinrig væske.

Det er en aminosyre ved navn dihydroxyphenylalanin, der smelter kobberet til den tykke væske og adskiller den fra havvandet.

Ved at bruge kobberet som katalysator, forvandler ormen aminosyre til melanin. Sammen med de særlige proteiner smelter melanin kobberet sammen med ormens kæber og danner de stærke hugtænder .

Selvom proteinet består af to ret almindelige aminosyrer - glycin og histidin - er det så effektivt, at forskerne kalder det et "multi-tasking-protein".

"Vi havde aldrig forventet, at et protein med en så simpel sammensætning kunne udføre så mange funktioner og ikke-relaterede aktiviteter," forklarer professor Herbert Waite, der er en del af forskerholdet bag undersøgelsen.

Forskerne håber derfor, at forskellige industrier kan finde inspiration i ormens simple, indre laboratorium til at optimere deres produktioner og materialer.