VIDEO: Se vampyrflagermus drikke blod fra en ko
Tidligere har forskere primært undersøgt vampyrflagermus, mens dyrene er i deres bo.
Men for at følge flagermusenes sociale adfærd under de natlige flyveture udstyrede forskere fra The Ohio State University i USA 50 vampyrflagermus med en lille sporingsenhed på bare to gram.
Flagermusene var en del af en koloni på et par hundrede dyr i et hult træ på en kvægfarm nær byen Tolé i Panama. For at sikre føde til forsøgsflagermusene fik forskerne landmanden til at holde en flok på 100 kvæg ude på marken ved træet natten igennem.
Mens de 50 hun-vampyrflagermus fik pålimet sporingsudstyr, tog forskerne samtidig en dna-prøve for at kunne fastslå graden af slægtskab mellem dyrene.
Og efter at udstyret var monteret, overvågede forskere dyrene inde i træet for at finde ud af, hvilke dyr der havde hyppig kontakt med hinanden derinde – hvem der var venner med hvem, så at sige.
Efter mørkets frembrud forlod flagermusene det hule træ for at finde føde. Dyrene fløj afsted alene eller samtidig med tilfældige artsfæller, men ude på marken var det langtfra tilfældigt, hvem flagermusene valgte at dele måltidet med.
Sporingen afslørede, at vampyrflagermusene stort set altid spiser sammen med nær familie eller de artsfæller, som de også tilbringer tiden sammen med inde i boet.
Møder med fremmede flagermus er ofte overstået på få sekunder, mens familie og venner kan bruge op til en halv times tid sammen, før de flyver videre i deres jagt på føde.
Forskernes teori er, at flagermusene kalder på venner og familie, når de har fundet en god fødekilde – bidt et godt sår i en ko på marken.
For flagermusen er det lettere at dele føden ude på marken end senere at dele blod med sine nærmeste ved at gylpe det op til dem.