Bjørnedyret vil overleve, til Solen slukker. Det mener flere forskere, efter at de små, vingummibamselignende dyr er blevet kogt, nedfrosset, dyppet i giftige kemikalier, bombarderet med radioaktive stråler og skudt ud i det ydre rum. Intet kan få skovlen under dem.

De ca. 1200 arter af bjørnedyr er ikke større end 0,1-1 mm og lever i alverdens vandområder, lige fra dybhavet og Antarktis til moser og højt oppe i isbelagte bjerge. De kan også leve på tør landjord og er fundet i ørkener og udtørrede saltsøer.

Bjørnedyrenes evner til at modstå ekstreme betingelser skyldes, at de er i stand til at tørre fuldstændig ud og krølle sammen som en tør skal. I udtørret tilstand går bjørnedyrene i dvaletilstand – en såkaldt kryptobiose – hvor alle livsprocesser sættes på standby.

Normalt bryder celler og molekyler sammen uden vand, men i bjørnedyret bliver vandet erstattet med sukkerstoffet trehalose, som beskytter molekylerne. Når vandet forsvinder fra bjørnedyret, forhindrer det molekylerne i at interagere med hinanden, hvilket bremser den nedbrydningsproces, som normalt ville blive sat i gang under de ekstreme forhold.

Lyd: Minipenis overdøver motorcykler

Det mest støjende dyr, hvis man tager størrelsen i betragtning, bruger hverken lungerne eller vingerne til at larme. Det bruger sin penis.

Insektet med det latinske navn Micronecta scholtzi er ikke større end 2 mm. Alligevel formår det at brage op for en volumen på næsten 100 dB, hvilket overgår mange motorcykler.

Hvis samme forhold mellem størrelse og evne til at larme gjorde sig gældende i mennesker, kunne en person på 175 cm på aldeles urealistisk vis generere 87.500 dB, hvilket teoretisk set ville være kraftigt nok til at danne sorte huller.

Undervandsinsektet producerer sin knaldhøje lyd ved at gnubbe sin penis op ad maven, som har en bølget overflade.

Forskerne mener, at hanner bruger lyden til at lokke mager til, og fænomenet er formentlig et eksempel på seksuel selektion, der er stukket helt af.

De mest larmende hanner har haft størst succes med at parre sig og videregive sine gener og evnen til at larme.

Ingeniør: Miniedderkop bygger hængebroer over flod

I Madagaskars regnskove hænger store spindelvæv hen over floder og vandløb. De op mod tre m2 store spindelvæv er de største hjulformede væv, der findes, og dingler tværs over vandet i op til 25 meter lange tråde. Ingeniøren bag værket er en hjulspinderedderkop, som ikke er større end 1,5 cm og vejer omkring et halvt gram.

Edderkoppen bærer navnet Caerostris darwini. Sikkerhedslinen, som edderkoppen bruger til at lade sig falde med, er ti gange stærkere end kevlar og dobbelt så stærkt som andet spindelvæv. På grund af en eminent kombination af styrke og smidighed er spindet ekstremt sejt, hvilket måles ved hjælp af en såkaldt trækstyrketest, hvor en maskine trækker i hver ende af tråden, indtil den knækker.

Spindelvævet består hovedsageligt af en blanding af proteiner kaldet spidroiner. Forskerne fandt et hidtil ukendt spidroin-protein i hjulspinderens væv kaldet MaSp4, som ikke findes i andre væv, og som er afgørende for vævets unikke egenskaber. Edderkoppen bygger sine spindelvæv på tværs af floder, fordi luften over vandet vrimler med flyvende og næringsrige insekter som fx guldsmede og døgnfluer.

Evnen til at fange flyvende insekter over floder er enestående blandt edderkopper, og C. darwini behøver ikke at dele byttedyrene med andre arter.

Højdespring: Cikade tager kvantespring

Skumcikaden er blot 6 mm lang. Alligevel kan den tage lodrette spring på op mod 70 cm. Skumcikadens spring er nemlig ca. 116 gange dens kropslængde.

Det svarer til, at en 180 cm høj person kan hoppe 209 meter lodret i luften – 85 gange højere end verdensrekorden.

Musklerne i skumcikadens bagben udgør 11 pct. af kroppens samlede vægt. Før hoppet akkumuleres energi i musklerne, som frigives på en gang, når skumcikaden katapulteres afsted.

Boksning: Sværvægter pulveriserer byttet

Havsnegle, krabber og muslinger er i livsfare, når den farverige søknæler, også kaldet påfuglerejen, jager på havbunden. Med sine hammerlignende kløer slår den 10 cm lange reje en proper næve, der destruerer hårde krabbeskjold, konkylier og muslingeskaller.

Slaget sendes afsted som et projektil med en fart på hele 23 meter i sekundet, ca. 50 gange hurtigere end et blink med øjet.

Se søknæleren banke kløerne af en krabbe

Bevægelsen danner luftbobler mellem de dødbringende kløer.

Når luftboblerne kollapser, udsendes en chokbølge, som slår byttet bevidstløst – selv hvis slaget misser. Med et bevidstløst bytte kan søknæleren slå skallen ind og få adgang til kødet. For at rejen selv kan modstå de kraftige sammenstød, er dens kløer opbygget af hårde mineraler i en særlig struktur.

Kløernes yderste lag består af mineralet hydroxyapatit, som også findes i vores tandemalje. Mineralet er pakket endnu tættere på søknælerens kløer, som derfor er hårdere end tandemaljen.

Den hårde og rigide overflade sikrer, at det meste af slagkraften sendes ind i byttedyret frem for at returnere til kløerne. Under den hårde overflade ligger blødere og mere fleksible underlag som en fjeder, der forhindrer, at kraften fra slaget flækker kløernes skrog.

Fart: Lille mide overhaler geparden

En mide fra det sydlige Californien i USA er suverænt verdens hurtigste dyr, når størrelsen tages i betragtning. Miden er ca. 0,8 mm lang, men sprinter alligevel med en fart på op mod 26 cm/s. Det svarer til, at den tilbagelægger 323 kropslængder pr. sekund.

Og det er betydelig hurtigere end verdens hurtigste pattedyr, geparden, som med en absolut topfart kan nå op på omkring 25 kropslængder i sekundet. Usain Bolts verdensrekord i 100-meterløb på 9,58 sekunder svarer til ca. fem kropslængder pr. sekund. Med midens fartevner ville en person på 180 cm kunne sprinte med 2088 km/t.

Ikke nok med, at miden har en næsten overnaturlig hastighed, så er den også i stand til at lave lynhurtige retningsskift, da den tager over 100 skridt i sekundet, hvilket gør den nærmest umulig at fange for rovdyr.

Farten og den høje frekvens af skridt skyldes blandt andet ekstremt hurtige muskler. Sammenlignet med musklerne i større dyr indeholder midens muskler relativt mange mitokondrier, som lynhurtigt kan producere og omsætte energimolekylet ATP til muskelkraft og fart.

Råstyrke: Muskelbundt træner med afføring

Gødningsbillernes kugler af afføring bliver brugt som føde eller til at parre sig i.

Særligt stærk er arten Onthophagus taurus, der kan trække 1141 gange sin egen vægt. Det svarer til, at et menneske på 80 kg kan trække mere end 91 tons eller fem fyldte dobbeltdækkerbusser.

Gødningsbillen bruger blandt andet sin styrke til at indsamle afføring, den kan parre sig under. Hunnerne graver tunneller og dækker dem til med afføring, der efterfølgende trilles ned i tunnellen og bliver brugt til at lægge æg i.

Billen bruger dog ikke kun sin styrke til at håndtere afføring. Når hanner kæmper om adgang til hunnernes tunneller, opstår en regulær brydningssceance, hvor det gælder om at skubbe den svageste han ud af tunnellen. Evnen til at skubbe er derfor vigtig for at sikre succesfuld reproduktion, og kun de stærkeste biller får lov at videregive deres gener.