Dræbersneglen slimede sig til succes: Havens hersker

Et slimet spor af ødelæggelse strækker sig gennem blomsterbedet. For enden af sporet kryber en fed, brunlig snegl sig langsomt fremad, mens dens 27.000 tænder fræser sig igennem jordbær og prydplanter.

Umiddelbart ser den ikke særlig frygtindgydende ud, men den er et af de mest forhadte dyr blandt haveejere og har derfor fået øgenavnet “dræbersneglen”.

Og sneglen er ikke kun et mareridt i køkkenhaverne. Den lokale sorte skovsnegl er i fare for at blive udryddet, i takt med at dræbersneglen spreder sig stadig længere ud i verden.

Men nu er forskerne klar til at sætte en stopper for invasionen.

En ny teknik skal nemlig redde økosystemer i tide, inden de bliver inficeret og overtaget af det slimede skadedyr.

Snegle har eksisteret i 500 mio. år

Snegle hører til en af klodens ældste dyregrupper, bløddyrene. De tidligste tegn på snegle er 541-485 millioner år gamle, men nogle forskere mener, at de opstod endnu tidligere.

Da bløddyr ikke har nogen knogler, som kan bevares, er palæontologernes viden om fortidens snegle hullet. De ved dog, at de ældste snegle var havdyr, og at de første landlevende snegle krøb på land for ca. 350 millioner år siden.

Mange af fortidens arter forsvandt under masseudryddelsen for 65 millioner år siden, der også gjorde en ende på dinosaurerne.

Begivenheden sendte den slimede dyregruppe på en ny kurs, der ledte til de snegle, vi kender.

I dag findes der ca. 70.000 arter af snegle, hvilket gør dem til de artsrigeste bløddyr i verden.

Snegle er vigtige for økosystemer, da de fungerer som en slags skraldemænd. De spiser døde dyr og planter og fremskynder dermed nedbrydningsprocessen, der genbruger organisk materiale og frigiver næringsstoffer til jorden.

Arterne findes i et væld af former og farver – nogle med små huse, nogle med store, nogle med glatte huse, andre med pigge på. Og så er der nøgensnegle helt uden huse.

En af dem er den forhadte iberiske skovsnegl, bedre kendt som dræbersneglen.

Skadedyret er franskmand

Lige så gavnlige snegle er i økosystemer, hvor de naturligt passer ind i, lige så store problemer skaber de der, hvor de ikke hører hjemme.

Dræbersneglen er et eksempel på en uvelkommen gæst, som ikke oprindeligt hører til i Skandinavien og derfor volder store skader.

Og det er ikke kun folks haver, som er under angreb, men også nogle af vores favoritafgrøder.

Den første skandinaviske dræbersnegl blev registreret i Sverige i 1975, og siden 1997 er udbredelsen for alvor taget til. Sneglene kom sandsynligvis hertil via handel med jord, planter og kompost, hvor æg og snegleunger gemte sig i stort antal.

Som navnet antyder, blev den iberiske skovsnegl oprindeligt anset for at stamme fra Spanien og Portugal, men den idé bliver nu udfordret.

I 2020 udførte et hold forskere fra Polen, Tyskland og Norge omfattende genetiske undersøgelser af dræbersnegle i 26 europæiske lande.

Analyserne viste, at dræbersneglen ikke er den samme skovsnegl som den, der findes på Den Iberiske Halvø. I stedet stammer dræbersneglen sandsynligvis fra et område i Frankrig, der strækker sig mod det vestlige Tyskland.

I dag har dræbersneglen spredt sig over det meste af Europa. Kulde lader ikke til at være en hindring, da den allerede har indtaget Finland, Island, Færøerne og Grønland.

Og senest måtte så fjerne egne som Mexico i 2021 annoncere dræbersneglens ankomst.

Få dyr kan få en dræbersnegl ned

Det største problem med dræbersneglen er samtidig nøglen til dens succes: Den er en altædende grovæder.

Alt fra kål og grøntsager til krydderurter, prydplanter og frugter – især de lavthængende jordbær – bliver fortæret, når dræbersneglen kryber forbi.

Opgørelser fra Polen viser, at sneglen mæsker sig i mere end 100 forskellige plantearter, og jordbærplantager i Norge har mistet over 50 procent af høsten pga. dræbersnegle.

Også ådsler, ekskrementer og slim ryger indenbords, ligesom sneglen tyr til kannibalisme, hvis den kommer forbi en død artsfælle.

Derudover har dræbersneglen få naturlige fjender på de nordlige breddegrader.

Pindsvin, padder og enkelte fuglearter har indimellem dræbersnegle på menuen, men de foretrækker indfødte skovsnegle, da dræbersnegle er sejere og mere slimede. Solsorte kan fx finde på at tørre sneglene af i græsset for at fjerne slim, før de spiser dem.

En generel bekymring ved invasive arter er, at de er bedre til at tilpasse sig og derfor udkonkurrerer de lokale arter.

I en undersøgelse testede forskere dræbersneglens tilpasningsevner i forhold til brunsneglen – en indfødt nordeuropæisk skovsnegl – ved at udsætte sneglene for forskellige temperaturer og variationer i mængden af føde.

Evnen til at håndtere ændringerne blev vurderet ud fra sneglenes overlevelse og ægproduktion.

Om sommeren, og generelt i høje temperaturer, var dræbersneglen totalt overlegen, og den klarede sig også bedre, når mængden af føde svandt ind.

Schweiziske undersøgelser viser samtidig, at dræbersneglens fordøjelse kan udvinde næring fra kilder, som indfødte snegle ikke er i stand til. Og det giver en klar fordel.

Derudover er den invasive snegl af natur langt mere aktiv og udforskende end lokale snegle.

I en undersøgelse sammenlignede forskere dræbersneglens aktivitetsniveau med den ikkeinvasive røde skovsnegl.

Over 450 snegle blev udstyret med mikrochips og sat fri i tre forskellige slags landskaber. Resultaterne viste, at dræbersneglene var langt ivrigere og langt mere aktive end de røde skovsnegle og bevægede sig hurtigere rundt.

Dræbersneglen er dermed en hårdfør overlever, der spiser mere, tilpasser sig bedre og bevæger sig hurtigere end andre snegle – og det kan blive afgørende for, hvilke arter der overlever på sigt.

Dræbersneglen har nemlig endnu et våben i invasionsplanen: et uregerligt sexliv.

Haverne oser af slimet sex

Fordi dræbersneglen konstant fylder sig med næring, har den overskud til at producere masser af afkom. Og da dens seksuelle adfærd samtidig er præget af voldsom promiskuitet, er det opskriften på en eksplosion af snegle.

Dræbersneglenes parringssæson varer typisk fra juli til september, hvor det oser af slimet sex i haverne. Sneglen er tvekønnet og kan agere både han og hun under parringen.

Når en dræbersnegl får færten af en mage, indleder den en form for parringsdans kaldet yin-yang-formering, hvor sneglene cirkler rundt og slikker slim af hinanden.

Parringsdansen får kønsorganerne til at svulme op, og sneglene presser kønsåbningerne, der sidder i hovedet, mod hinanden. Herefter begynder den gensidige penetrering med en hindeagtig sæk kaldet spermatofor, der overfører sædceller til partneren.

Parringsakten varer to-tre timer og foregår oftest om natten.

Den gensidige befrugtning betyder, at parringen ikke fører til én, men to befrugtede snegle, som kan lægge op mod 400 æg om året. Æggene lægges typisk i kuld på 20-30 stk. under sten eller i hulrum i jorden.

De kåde dræbersnegle nøjes ikke med at parre artsfæller, men forfører også de indfødte skovsnegle.

Selvom de forskellige arter af skovsnegle blev adskilt for ca. fem millioner år siden, er nogle stadig i stand til at parre sig, så afkommet indeholder gener fra begge arter.

I teorien kan udvekslingen af gener føre til større biodiversitet, men forskere frygter, at det vil gøre en ende på de oprindelige lokale skovsnegle.

Da dræbersneglene mange steder overgår sorte og røde skovsnegle i antal, vil de genetiske blandinger med tiden betyde, at de lokale skovsnegle forsvinder som rene arter.

Men dræbersneglen skal ikke regne med at erobre verden uden kamp.

Parasitter kan stoppe invasionen

Forskere fra University of Iowa, USA, er nemlig klar med en teknik, der skal sætte en stopper for dræbersneglens togt.

Teknikken kaldes environmental DNA (eDNA) og bruges til at opspore invasive snegle på et tidligt stadie, inden antallet kommer ud af kontrol.

Sneglenes efterladenskaber i form af afskrabede hudceller, slim og ekskrementer indeholder mikroskopiske mængder dna, som røber deres identitet. Ved at indsamle jordprøver og udvinde dna’et kan forskerne afsløre tilstedeværelsen af invasive arter, inden de er blevet observeret.

Hvis dræbersneglene på den måde bliver opdaget tidligt, er de betydelig lettere at bekæmpe.

Når først sneglene har etableret sig i et område, er de ekstremt svære at slippe af med igen.

Det kan mange haveejere skrive under på. Trods hårdnakkede indsatser kæmper de fortsat en brav kamp for at holde bestanden af dræbersnegle nede. Salt, hvidløg, ølfælder og sneglehegn er blot nogle af de metoder, der tages i brug.

Andre bruger sneglegift, som har den uheldige bivirkning, at den også påvirker andre dyr – herunder sneglens naturlige fjender. Et alternativ er biologiske midler, fx parasitiske rundorme, der inficerer sneglene og æder dem op indefra.

De kreative løsninger overgår dog ikke den mest håndgribelige: indsamling af sneglene.

Ideelt set bør dræbersneglene indsamles, så snart de viser sig i løbet af forår og tidlig sommer, inden de vokser sig store, parrer sig og lægger æg.

Hvis dræbersneglen skal bekæmpes, kræver det fortsat, at vi tager arbejdshandskerne på, for selvom sneglen er blød og langsom, lader det ikke til, at invasionen stilner af. Tværtimod.