Selvmordsbomberen
Insektbombe beskytter flokken
Ærtebladlusen er en ferm kemiker og kan lynhurtigt brygge en bombe i sit indre.
- Årsag: Forsvar af artsfæller
- Metode: Eksplosion
Den lille ærtebladlus er en lækkerbisken for bl.a. mariehøns. Derfor lever den ofte i symbiose med myrer, der yder beskyttelse mod betaling i form af den sukkerholdige honningdug, som bladlusen udskiller. Bladlusene har dog selv et endnu voldsommere våben end myrernes beskyttende kæber og myresyre.
Når en koloni af bladlus bliver angrebet, kan et enkelt individ træffe en heroisk beslutning og ad kemisk vej forvandle sig til en selvmordsbombe. Så snart mariehønen kommer inden for rækkevidde, eksploderer bladlusen med en sådan kraft, at den mange gange større fjende bliver slynget langt væk fra kolonien.
Bladlusens eksplosion kan også ske, efter at den er blevet spist, og på den måde tilføje angriberen størst mulig skade.
Druknedøden
Delfin druknede sin sorg
Selvmord var tilsyneladende eneste udvej for en ulykkelig delfin, der mistede sin bedste menneskeven.
- Årsag: Sorg
- Metode: Drukning
En af de besynderligste beretninger om selvmord hos højerestående dyr omhandler delfinen Peter, som i 1965 deltog i et eksperiment om kommunikation med andre arter.
Under forsøgene boede Peter sammen med naturhistorikeren Margaret Howe Lovatt, som han knyttede sig tæt til. Men efter seks måneder forsvandt finansieringen, og Peter blev skilt fra sin menneskeven og overført til Miami.
Få uger senere lagde han sig på bunden af sit bassin og nægtede at trække vejret.
Mennesker kan ikke begå selvmord ved at holde vejret, da vejrtrækningen er uden for vores kontrol, men hos delfiner er vejrtrækning en bevidst handling. Delfiner kan derfor ikke bedøves – til gengæld kan de vælge, præcis hvilket åndedrag der er deres sidste.
Martyrdøden
Selvopofrelse gør maksimal skade
Biens våben er en giftfyldt brod, hvis drabelige design sikrer, at insektets liv ikke går til spilde, når det stikker.
- Årsag: Forsvar af boet
- Metode: Giftangreb
Bier stikker som forsvar og er mest aggressive med brodden, hvis de oplever, at kuben, og dermed dronningen, er truet.
Er du blevet stukket af en honningbi, så ved du, at brodden efterfølgende sidder fast i huden. Det gør den på grund af sine modhager. Når du som en naturlig reaktion børster den stikkende bi væk, bliver biens krop revet i stykker, hvilket slår den ihjel.
Men selvmordet er godt givet ud. Brodden har nemlig en række tekniske finesser, som skal gøre så meget skade som muligt.
Ud over modhagerne, der gør brodden svær at fjerne, er selve giftsækken udstyret med en lille autonom muskelpumpe, der bliver ved med at presse gift igennem broddens kanyle. Faktisk aktiveres pumpen først, når den bliver revet ud af kroppen på bien, og nerveforbindelserne brydes.
Uden på brodden sidder der desuden to lancetter, en slags små knive, der kan bevæge sig frem og tilbage. Når bien har stukket, trækker lancetterne brodden dybere og dybere ned i din hud. På den måde når brodden at pumpe den maksimale mængde gift ind i såret.
Sidst, men ikke mindst bliver et sæt kirtler trukket ud af biens krop sammen med brodden. Kirtlerne indeholder et duftstof, som tiltrækker biens ophidsede artsfæller.
Myten
Gnaver fik ufortjent selvmordsry
**Lemmingernes ry som selvmordere dukkede op i 1700-tallet. Siden pustede Disney ekstra liv i myten.
- Årsag: Ingen
- Metode: Ulykke/drab
Ifølge en sejlivet myte begår lemminger selvmord ved i hobetal at kaste sig fra klipperne og ned i søer eller floder. Godt nok dukker en ekstra stor årgang op hvert tredje-fjerde år, som sætter gang i massevandringer, men selvmord er det ikke.
Da lemminger er glimrende svømmere, har de intet problem med at springe i vandet, hvis de møder floder eller søer på deres vej. Mere kritisk er det, når de søger ind mod beboede områder, hvor de bliver dræbt i stort antal af biltrafik.
Hvordan myten om lemmingernes selvmord opstod, er uvist. Den blev dog voldsomt forstærket, da Disney-ansatte i 1958 skubbede lemminger i døden for at få dramatiske billeder i kassen til filmen White Wilderness.