Dyrene sover sig til succes

Gråsælernes lure er blandt de korteste i dyreriget og kan vare helt ned til 90 sekunder. Til gengæld sover de mange gange i løbet af dagen. De ultrakorte lure forekommer især, når sælerne sover i vand – hvor de har flere fjender end på land.

Havoddere sover flydende på ryggen i vandet. For at ungerne ikke skal drive væk fra deres mødre, holder de hinanden i poterne. De voksne oddere hægter sig samtidig fast til fx tang eller søgræs og bruger vandplanterne som en slags anker.

Mursejleren holder sig uden problemer på vingerne ti måneder ad gangen, og den lille trækfugl lander stort set kun for at lægge sine æg. Det er mere sikkert i luften for fuglen, der desuden lander og letter meget dårligt. Mursejleren sover i luften med én hjernehalvdel aktiv ad gangen og holder sig dermed vågen og opmærksom, selv når den hviler sig.

Flagermus har ikke løftekraft nok til at lette fra jorden og må i stedet udnytte tyngdekraften og kaste sig ud fra høje steder. Når flagermusen sover med hovedet nedad, er det for hurtigt at kunne komme i luften, hvis der er fare på færde. Sener i flagermusens kløer sørger for, at dyret ikke slipper sit greb i søvne og falder ned.

Vilde elefanter kan låse i knæleddene og sove stående – lige som fx køer og heste. Men for at komme ind i den dybe REM-søvn, som de fleste pattedyr har brug for, må elefanterne lægge sig ned hver tredje til fjerde dag. REM-søvnen er forbundet med lagringen af minder i hukommelsen.

Gråænder står på en lang række, når de sover, men ikke alle hviler sig lige meget: De yderste i rækken sover kun med den ene hjernehalvdel og har derfor altid det ene øje åbent. Hvis der er fare på færde, skræpper sovevagterne op og vækker de tungt sovende ænder i midten.

Jordens største rovdyr sover i flokke af fem til seks hvaler, der driver rundt med strømmen lige under havoverfladen. Søvnen foregår lodret, og ingen ved endnu hvorfor. Én forklaring kan være, at hvalerne føler sig mere trygge sådan.