Dyrenes ekstreme sanser overtager hjernen

Mange dyrs hjerner er styret af, hvilke sanser de bruger mest. Rotter er stort set ikke andet end omvandrende næser, mens andre er helt styret af deres syn eller hørelse.

Shutterstock

Menneskets sanser er ikke noget at prale af. Vi er ikke særlig gode til hverken at se, høre, lugte, smage eller føle. Det lyder ikke særlig effektivt eller for den sags skyld specielt egnet til at lade sin ejermand overleve.

Men alsidigheden er måske i virkeligheden en af grundene til, at mennesket har klaret sig så godt. Vi kan lidt af det hele, og vi kan frem for alt tilpasse os, så vi kan klare os i de fleste miljøer – også hvis der sker pludselige ændringer.

Der findes mange andre dyr, hvis sanser er langt bedre og mere følsomme end menneskers, men dyrene er til gengæld ofte så superspecialiserede, at de ikke kan ret meget andet.

Lugtesans

  • Snuden er vigtig for rotter og bruges blandt andet, når de skal finde føde.

    Nogle af de mest følsomme lugtesanser finder man hos natsværmere. De lugter ikke med snuden, som pattedyr gør, men opfanger de kemiske duftstoffer med deres antenner.

    Nogle arters antenner er så fintmærkende, at de kan registrere tilstedeværelsen af én enkelt duftmolekyle. Til gengæld kan de også kun registrere én form for lugt, nemlig lugten af potentielle mager, som de kan finde på helt op til 10 kilometers afstand.

    Hos mennesker og hos mange dyr kan lugte- og smagssansen påvirke hinanden. Nogle af de største smagsmæssige præstationer udføres af klodens forskellige arter af laksefisk, som efter at have tilbragt mange år ude til havs skal finde vej frem til det ene lille vandløb, hvor de selv blev klækket.

    Det gør de ved gradvist at smage sig frem til det sted, hvor vandet smager præcis ligesom dengang, de kom ud af deres æg.

Store dele af deres hjerner er overladt til behandlingen af en helt bestemt type information.

Det gør dem meget effektive til at håndtere specifikke situationer, men til gengæld får de problemer og svært ved at klare sig, hvis deres leveforhold ændrer sig.

Den store hvide haj bruger evnen til at føle elektriske felter, når den jager tunfisk, sæler, delfiner eller andet bytte.

Shutterstock

Fisk udsender svage elektriske impulser, når de bevæger sig.

Shutterstock
haj

Ydre porer opfanger de elektriske strømme, der siden løber via gelé-fyldte kanaler ind til de lorenzinske ampuller. Hundreder af lorenzinske ampuller, en slags sensorer i hajens snude, behandler de elektriske strømme.

Shutterstock

De lorenzinske ampuller aktiverer lokale nerver, der informerer hjernen om tilstedeværelsen af et muligt bytte.

Ritzau Scanpix

Dyrenes sanser er ikke alene ofte mere fintmærkende end menneskers; de reagerer også på et større spektrum af påvirkninger.

Menneskers øjne kan for eksempel kun opfange såkaldt synligt lys, mens en lang række insekter også kan se ultraviolet lys.

Syn

  • Undersøgelser har vist, at ugler kan fange et bytte ved det lys, der afgives af ét stearinlys 100 meter væk.

    Nogle dyr har ekstremt lysfølsomme øjne i forhold til mennesker. De kan orientere sig i næsten totalt mørke. Det gælder typisk nataktive dyr, dybhavsfisk eller dyr, som lever i huler og andre dunkle steder. Til gengæld ser nataktive dyr ikke særlig godt i farver. Farvesyn kræver meget lys, og det finder man derfor typisk hos dagaktive dyr. Mange af dem har endda udvidet deres synsområde, så de kan se farver, mennesker ikke kan opfatte, for eksempel ultraviolet lys.

    Et dyr med en højt udviklet synssans har som regel en kraftig udvikling af hjernens bageste del, mens den er meget lille hos dyr, der er blinde eller har stærkt nedsat syn. Et andet vigtigt aspekt af synssansen er, hvor skarpt dyrene ser, eller hvor stor opløsning deres øjne har. Det antages for eksempel, at en kongeørn kan se en kanin på 3000 meters afstand.

    Mange insekter ser formentlig verden på en måde, der minder om et uskarpt eller meget grovkornet foto. Til gengæld er de ekstremt gode til at opfange bevægelser, hvilket blandt andet forklarer, hvorfor fluer så tit undslipper fluesmækkeren. Den største fordel ved menneskets syn er, at øjnene vender fremad, så vi blandt andet kan bedømme afstande meget præcist.

Mange dyr kan høre både mere højfrekvente og mere lavfrekvente lyde end mennesker, og nogle af dem har endda ikke kun en sjette sans, men både en syvende, ottende og niende sans.

Hørelse

  • Flagermus kan orientere sig via hørelsen. Men lydene skal være meget kraftige.

    Det er svært at sammenligne forskellige dyrs hørelse. Nogle arter, som flagermus, kan høre ekstremt højfrekvente lyde, der ligger langt uden for det menneskelige øres område. De bruger lydene til at orientere sig med. Til gengæld skal lydene være ekstremt kraftige for at kunne bruges. En slørugle kan ikke høre lyde over tilnærmelsesvis det samme frekvensområde som flagermus. Til gengæld kan den høre de svage lyde af en mus’ fodtrin og fange sit bytte i totalt mørke.

    Lavfrekvente lyde er gode at kommunikere med, da de kan nå meget langt omkring. Til gengæld er det meget svært at lokalisere præcis, hvor de kommer fra. Endelig er der arter, hvis høresans er indrettet til kun at høre én eneste lyd og intet andet. Den kan de så til gengæld opfatte under stort set alle forhold. Det kendes især hos tropiske frøer, der ikke kan høre andet end deres egen kvækken.

    Mennesket kan kun høre inden for et ret beskedent frekvensområde på 20-20.000 Hz.

Af og til har forskere diskuteret muligheden for at forbedre de menneskelige sansers spændvidde, for eksempel ved genetisk manipulation.

Man har forsøgt sig med teknikkens hjælp, men det kræver hver gang, at man omdanner signaler, der ligger uden for de menneskelige sanseorganers rækkevidde, til noget, der rent faktisk kan opfattes af mennesker, og dermed mister man formentlig en del af den potentielle information.

Følesans

  • Stjernemuldvarpen er blind, men ­lynhurtig til at føle sig frem til byttet.

    Hos de fleste dyr er følesansen et spørgsmål om hår – lange, stive hår, der kan registrere bevægelser i luften, ujævnheder i de overflader, de støder imod, eventuelle usynlige forhindringer og mange andre ting.

    Et af de mest velkendte eksempler er en kats knurhår. Katten kan bruge dem til at føle sig frem i mørke med, men samtidig fungerer de også som et måleapparat. Knurhårene stritter som regel lige så langt ud til siderne, som kattens krop er bred. Hvis knurhårene ikke støder på, når katten stikker hovedet ind et sted, hvor der er sparsomt med plads, kan resten af kroppen altså også godt være der.

    Dyr, der lever i næsten eller totalt mørke, er ofte meget afhængige af deres følesans, og de er derfor gerne rigt forsynet med sansehår eller har udviklet særlige føleorganer. Mejere, der ligner stankelben, har for eksempel et benpar, som er betydeligt længere end de øvrige seks ben. Benene bruges på samme måde som en blind person orienterer sig med en hvid stok på.

    Menneskers følesans er mindre avanceret og er først og fremmest koncentreret til hænderne og fingrene.

Læs også:

Dyr

Hvorfor har dyr knurhår?

2 minutter
Overlevelse

Hvorfor dræber nogle dyr deres unger?

0 minutter
black and white cat on fence
Dyr

Kat: Hvorfor lander katte altid på benene?

0 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!