Er alle edderkopper giftige?
De fleste edderkopper producerer gift, men giften er oftest ufarlig for mennesker. Ud af de over 45.000 forskellige edderkoppearter, er det mindre end 30, der har menneskeliv på samvittigheden.
En af de mest kendte giftige edderkopper er den sorte enke. Den sorte enke har en nervegift, der er 15 gange kraftigere end giften fra en klapperslange.
Den sorte enkes gift kan derfor dræbe større dyr, fx hunde og katte, og i enkelte tilfælde har mennesker også mistet livet. Det sker dog ekstremt sjældent, og der er ikke registreret nogle dødsfald siden 1983.
Hvilken er verdens giftigste edderkop?
Den australske Sydney-tragtspinder og den brasilianske vandre-edderkop deler pladsen som verdens giftigste edderkop. Begge edderkopper bruger en nervegift, der forstyrrer hjerterytme og vejrtrækning.
I alt er 13 mennesker døde efter et møde med den australske Sydney-tragtspinder, mens 10 er blevet dræbt af den brasilianske vandre-edderkop.
Efter udviklingen af effektive modgifte, har der dog ikke været nogle dødsfald i flere årtier.