Massemorderen
Effektiv dræbermaskine har huseret i millioner af år
De første edderkoppearter opstod for mere end 300 millioner år siden, og i dag lever der over 48.000 arter på Jorden. Kun Antarktis er i dag helt fri for edderkopper.
Og vi skal være glade for havens ottebenede seriemordere, da de kraftigt reducerer antallet af myg og fluer omkring vores boliger.
Læs også alt om edderkopper i Danmark her
I 2017 udgav to europæiske forskere en undersøgelse af, hvor meget verdens samlede bestand af edderkopper sætter til livs hvert år. Resultatet var svimlende højt – et sted mellem 400 og 800 millioner tons insekter.
Edderkoppen er en effektiv dræbermaskine
Med følsomme sanser, klistret spind og lammende gift er edderkoppen skabt til hurtigt og effektivt at indfange og aflive smådyr.
Revnet skelet skærper sanserne
Lange sansehår på benene og mikroskopiske parallelle sprækker i edderkoppens exoskelet, kaldet sensilier, opfanger selv de mindste berøringer, vibrationer og luftstrømninger.
Giftkroge bedøver og dræber offeret
Byttet bliver bedøvet eller dræbt med gift, som sprøjtes ind i offeret gennem de to kanyleformede giftkroge. Da edderkopper kun kan indtage flydende føde, pumper edderkoppen fordøjelsesenzymer ind i byttet.
Otte øjne giver supersyn
De fleste edderkoppearter har otte øjne og derfor et både bredt og skarpt syn. Særligt springedderkopperne har veludviklede øjne og kan vurdere afstanden til et muligt bytte på ned til en millimeter.
Spindevorter producerer syv typer silke
Næsten alle edderkopper har tre sæt spindevorter, og mange arter kan danne syv forskellige typer af silke. Trådene bliver brugt i edderkoppens net og til at spinde byttet fast med, når det er landet i nettet.
Kemisk tiltrækning øger klatreevnerne
Takket være puder af hår på fødderne kan edderkopper klatre på alle overflader. Hårene er spaltet i så tynde tråde, at såkaldte van der Waals-bindinger opstår mellem molekyler i edderkoppens ben og i underlaget.
En stor del af edderkoppernes succes skal tilskrives evnen til at lave spindelvæv. Spindevorterne på bagkroppen producerer i alt syv typer silke og kan spinde en tråd til ethvert formål.
Mest åbenlyse er de imponerende fangnet, som kan have en diameter på op til 25 meter.
Trådene kan også bruges som madpapir, når byttedyr skal pakkes ind, spindes til ægsække, så næste generation er beskyttet, og til at udsende dufthormoner i retningen af potentielle mager.
Netkasteren
Rædselsedderkop regerer i mørket
Uopmærksomme insekter er dødsdømte, når en netkastende edderkop dingler over dem med sit firkantede fiskenet.
Præcision er altafgørende for edderkoppens jagtsucces, og den konstruerer derfor et sigtepunkt af små, hvide afføringsklatter. Når et insekt bevæger sig hen over sigtepunktet, strækker edderkoppen sit net ud, så det bliver to-tre gange større. Derefter stormer den ned mod insektet og omfavner det.
De fleste arter af netkastende edderkopper er 1,5-2,5 cm lange og lever i skove omkring ækvator.
Netkasteren jager om natten og mæsker sig i alt fra myrer og biller til fårekyllinger og andre edderkopper. Takket være et par kæmpestore øjne er dens nattesyn ca. 12 gange bedre end menneskets.
Fiskeren
Jagtedderkop bruger giftkroge som fiskestang
Edderkoppernes menukort indeholder ikke kun insekter og andet kryb. Nogle arter tager på deciderede fisketure – bl.a. moseedderkopper, som kravler op på en sten i vandkanten og lægger sig på lur.
Hvis en lille fisk svømmer tæt forbi, hugger moseedderkoppen sine giftkroge i det uanende bytte og hiver det sprællende op af vandet.
Vil du vide mere om giftige edderkopper? Læs her om verdens giftigste edderkopper.
Fiskeri er udbredt blandt jagtedderkopper, der kan fange op til 6 cm lange fisk.
Forskere har længe vidst, at nogle edderkopper kan fiske, men ny forskning viser, at fænomenet er udbredt over hele verden.
336 arter af rovedderkopper og fem andre familier af vandelskende spindlere tager jævnligt på fisketur for at skaffe føde. Fiskene er typisk mindre end edderkopperne selv og 2-6 cm lange.
Lurejægeren
Døden venter under lemmen
Faldlemsedderkoppen er blandt naturens mest avancerede lurejægere. Den graver en ca. 15 cm dyb hule, som den forer med silke og dækker med en lille, tætvævet klap.
Herefter spinder faldlemsedderkoppen en række snubletråde rundt om hulen og lægger sig på lur lige under klappen.
Klappen over faldlemsedderkoppens hule er ofte dækket med sand eller mos, så den går i et med landskabet.
Når et byttedyr berører snubletrådene, farer faldlemsedderkoppen lynhurtigt op af hulen, løfter forkroppen og hugger sine store, sylespidse giftkroge ned i den forbipasserende.
Giftkrogene kan gennembryde selv det hårdeste insektskjold, og når byttet er lammet, slæbes det med ned i hulen.
Chokgaranti: Se faldlemsedderkoppen fare ud af sin hule
De kraftigt byggede faldlemsedderkopper bliver omkring 4 cm lange og lever primært i troperne.
Faldlemsedderkoppen investerer mange kræfter i at bygge sin hule og bliver derfor i området hele sit liv. Den beskyttede tilværelse gør faldlemsedderkopperne til den klart længstlevende edderkoppeart.
Verdens ældste edderkop var en 43 år gammel faldlemsedderkop, som forskerne fulgte fra 1974, til den blev dræbt af en hveps i 2018.
Kæberasleren
Forlængede kæber spidder artsfæller
Pelikanedderkoppen bruger ikke tid på at lægge spindelvævsfælder. Den opsøger i stedet aktivt andre edderkopper og gennemborer dem med sine forlængede kæber.
Når et bytte er inden for rækkevidde af pelikanedderkoppen, hugger den sine forlængede kæber frem og spidder offeret med giftkrogene i enderne.
Pelikanedderkoppen har fået sit navn netop pga. de forlængede kæber. Når edderkoppen ikke jager, hviler kæberne langs halsen med giftkrogene pegende ned mod jorden, så edderkoppen i profil minder om en pelikan.
Pelikanedderkoppen har en slående lighed med en stor vandfugl, når den hviler sine lange kæber langs halsen.
Om natten gennemsøger de ottebenede dræbere skoven for spindelvævsspor fra andre edderkopper. De lugter og føler sig frem til sikringstråde fra spindelvæv. Lige så snart de har fået færten af en tråd, lægger de sig på lur.
Nogle venter i timevis på det helt rigtige tidspunkt til at slå til, mens andre slår let til tråden, så trådens ejermand tror, der er bid, og kommer farende. Herefter løfter pelikanedderkoppen kæberne ca. 90 grader og hugger dem direkte ind i byttet.
Med sine forlængede kæber spidder pelikanedderkoppen andre edderkoppearter.
Hidtil er 90 arter af pelikanedderkopper opdaget i Sydafrika, Australien og Madagaskar.
Den ældste pelikanedderkop er fundet i en 165 millioner år gammel ravklump og ligner til forveksling dens nulevende slægtninge, hvilket er tegn på, at jagtstrategien ikke har krævet mange justeringer.
Tovtrækkeren
Spindelvæv fungerer som slangebøsse
Den nordamerikanske edderkop Hyptiotes cavatus bruger sig selv og sit spind som en slangebøsse. Edderkoppen spænder sit trekantede spind ud og holder det stramt. Når et byttedyr rammer trådene, skyder både edderkop og spind lynhurtigt fremad.
Kun hyönteinen osuu verkkoon, hämähäkki päästää irti ankkurilangasta ja kiristyneeseen verkkoon kasautunut energia vapautuu.
Hyptiotes kan holde spindelvævet udspændt i timevis, mens den venter på et bytte. Ved affyring kan væv og edderkop accelerere med mere end 770 m/s2, hvilket er omkring 70 gange så hurtigt som en Tesla Model S og ca. 80 gange hurtigere end Jordens tyngdeacceleration.
I det øjeblik er slangebøsseedderkoppen verdens hurtigste edderkop, og farten øger sandsynligheden for, at byttet klistrer sig fast.
Flyvende spindelvæv overrumpler byttet
Edderkoppen spinder en trekant
En række hovedtråde udgør spindets fundamentet. Mellem dem spinder edderkoppen klistrede, tværgående tråde og forbinder hovedtrådene med en ankertråd, så vævet former en trekant.
Spindet strammes
Edderkoppen trækker sig baglæns mod hjørnet af spindet og spiler trådene ud. Herefter klipper den ankertråden over og holder nettet som en spændt fjeder.
Spind og edderkop suser mod byttet
Når et insekt rammer nettet, slipper edderkoppen ankertråden, og den ophobede energi frigives. Affyringen slynger både spind og edderkop afsted mod byttet med op mod 2,15 m/s.
Hemmeligheden bag de svimlende hastigheder ligger i vævet, som er ekstremt elastisk og derfor kan ophobe store mængder spændingsenergi. For at strække sit spindelvæv ud bakker Hyptiotes langs en ankertråd, der er forbundet til en gren, mens den trækker vævet med sig.
Brugen af akkumuleret spændingsenergi til at producere en lynhurtig bevægelse, som overgår normale fysiologiske begrænsninger, er ikke uhørt blandt dyr. Lopper bruger spændingsenergi til deres vanvittige spring, og søknælere anvender den til hurtige og slagkraftige slag, der smadrer skjold og skaller.
Men hvor de øvrige dyr oplader spændingsenergi inde i kroppen ved hjælp af muskelsammentrækninger, er slangebøsseedderkoppen den eneste, der ligesom mennesker akkumulerer energi i eksterne instrumenter til at forøge kraften.
Mesterspringeren
Eksplosiv bagholdsangriber hopper 25 kropslængder
Springedderkopper har stort set afskaffet alle former for spind og tråde – bortset fra en livline, som de altid sikrer sig med. I stedet har de udviklet et af dyreverdenens mest eksplosive og overraskende bagholdsangreb.
Med en længde på ca. 10 mm er springedderkopperne små, adrætte dyr, der jager på bl.a. mure og træstammer. Når edderkoppens store øjne har spottet et bytte, stopper den op.
Som en kat sniger den sig langsomt nærmere, inden den sætter af i et enkelt lynhurtigt spring og lander oven på det intetanende offer.
Bagbenene strækkes med stor kraft og skyder springedderkoppen afsted med op til 80 km/t.
Nogle arter af springedderkopper kan hoppe op til 25 kropslængder og har så meget kontrol over springet, at de kan udføre det, mens de sidder på en lodret flade.
Cowboyen
Lassosvingende edderkop oser af sex
Bolaedderkoppen bruger hele dagen camoufleret som en fugleklat på et blad, men når mørket falder på, viser den sine evner som cowboy.
På undersiden af bladet spinder edderkoppen først en sikringstråd og hiver herefter en kraftig tråd ud af spindevorterne med sine bagben. For enden af tråden sidder en klæbrig kugle, der fungerer som en lille lasso.
Bolaedderkoppen er opkaldt efter det argentinske kastevåben bolaen, der består af reb med stenfyldte skindposer i enderne.
Bolaedderkoppen hænger med lassoen i det ene ben og kan kaste den med forbløffende hastighed og præcision. For at lokke bytte til efterligner edderkoppen hunmøllets feromoner.
Den luftbårne sexlugt er uimodståelig for hanmøl, og når de sværmer tæt nok på, svinger bolaedderkoppen sin klistrede lasso og haler fangsten ind.
Vil du vide mere om verdens, måske mest ikoniske edderkop? Læs her om den sorte enke.
Se bolaedderkoppen hale stribevis af møl i døden
Bolaedderkoppen er en grådig jæger og bruger et udvalg af feromoner for at lokke forskellige arter af natsværmere inden for rækkevidde.