Vores kunstige lys i byerne er ved at ændre adfærden hos edderkopper, viser ny forskning.
Den tyske biolog Tomer Czackes fra University of Regensburg kom på sporet af forandringen, da han iagttog, at der omkring gadelygter i hans nabolag var masser af spindelvæv.
Det undrede ham, for normalt undgår edderkopper lys. Han undersøgte derfor, om by- og landedderkopper af arten Steatoda triangulosa havde forskellige adfærdsmønstre.
Byedderkopper elsker lys
Sammen med et forskerhold indsamlede han ægsække fra både by- og landområder og udsatte de 783 små edderkopper, som kom ud af dem, for den samme behandling.
De blev sat i små kasser, som var delt på midten af en skillevæg. På den ene side af væggen var kassen badet i lys, mens der var mørkt på den anden side.
Små huller i skillevæggen gav edderkopperne mulighed for at bevæge sig mellem de to miljøer.
Det viste sig, at næsten to tredjedele af by-edderkopperne valgte at spinde net i den lyse side af kassen, mens det kun var tilfældet for en tredjedel af dem fra landet.
Læs også alt om edderkopper i Danmark her