Shutterstock
Fugleedderkop i Danmark

Mød den eneste fugleedderkop i Danmark

Der findes kun én fugleedderkop i Danmark, og selvom den måske ikke ser ud af meget, så er det bedst ikke at samle den op. Bliv klogere på den nordlige fugleedderkop her.

Den eneste fugleedderkop i Danmark

Den nordlige fugleedderkop er den eneste fugleedderkop i Danmark. Fugleedderkoppen lever i det meste af Europa med Danmark som den nordligste grænse, da edderkoppen har brug for varme for at overleve.

Danmarks eneste fugleedderkop var i mange år anset for uddød, men i 1994 blev den igen spottet på Salten Langsø i Midtjylland.

Derefter blev fugleedderkoppen set flere steder i landet, især ved varme og uforstyrrede skråninger med sandet jord. Det er fortsat i disse områder, der er bedst mulighed for at finde edderkoppen, der desværre igen er i tilbagegang i Danmark.

Den nordlige fugleedderkop

Der er kun én fugleedderkop i Danmark, og det er den nordlige fugleedderkop. Her ses en hun, der er noget lysere i farven end hannen.

© Shutterstock

For de fleste vil ordet 'fugleedderkop' lede tankerne hen på en stor og kraftig edderkop.

Den nordlige edderkop er da også kraftigere end fx den store husedderkop, men i størrelse er den underlegen. Den store husedderkop er den største edderkop i Danmark med sine op mod 12 cm. Til sammenligning er den nordlige fugleedderkop kun 2,5 cm.

Kan kendes på enorme kæber

Fugleedderkoppen i Danmark har dog et skræmmende våben. Den har nemlig enorme kæber, der kan blive op mod 5 mm, og i disse kæber sidder to kraftige giftkroge, som er fremadrettede ved bid. Det er især disse giftkroge, du kan genkende den nordlige fugleedderkop på.

Selvom biddet ikke er farligt for mennesker, så er biddet kraftigt, og det vil derfor kunne mærkes, hvis du tager den op og bliver bidt.

Vil du vide mere om de danske edderkopper, så læs vores artikel om edderkopper i Danmark.

Den nordlige fugleedderkop i mos
© Shutterstock

Fakta om den nordlige fugleedderkop

  • Latinske navn: Atypus affinis
  • Kendetegn: Kraftige giftkroge. Både hannen og hunnen er mørke i farven, hannen dog noget mere end hunnen.
  • Levesteder: Europa. Danmark anses som den nordligste grænse for den lille varmekrævende fugleedderkop. I Danmark findes den nordlige fugleedderkop derfor på solrige steder, fx på sydvendte kystskrænter og hedeskråninger.
  • Størrelse: Op til 2,5 cm med ben.
  • Giftig: Ja. Den nordlige fugleedderkop er udstyret med kraftige giftkroge, som den spidder og forgifter sit bytte med. Fugleedderkoppen er dog ikke farlig for mennesker, men hvis du bliver bidt, vil du godt kunne mærke det.
  • Diæt: Den nordlige fugleedderkop spiser insekter som fluer, bænkebiddere, biller og græshopper.
  • Forventet levetid: Hannerne lever i op til fem år, mens hunnerne kan blive helt op til 10 år.

Den eneste fugleedderkop i Danmark lever det meste af sit liv under jorden i 30-40 cm dybe tunneler.

Ved tunnelens munding stikker et spind op, som fungerer som en fælde. Når et bytte vandrer ind i spindet og sidder fast, sender det vibrationerne ned til edderkoppen, der skyder frem fra sit underjordiske bo, hugger tænderne i byttet og trækker det ned i dybet.

Herefter dækkets hullet til med nyt spind.

Gamle hunner har liv på samvittigheden

Som mange andre edderkopper spiser hunnen også gerne hannen efter parring.

Hannen bliver kønsmoden efter fire år, hvor den, ofte i oktober, tager rejsen ud af sit bo i søgen efter en mage. Hvis han finder det, han søger, graver han sig ned i hendes hule.

Efter parringen lukker hunnen ofte sin hule til, før hannen kan undslippe, og parringen bliver derfor hans sidste bedrift i livet.

Da hunnerne kan blive op til 10 år, har de fleste flere liv på samvittigheden, da de kan parre sig mange gange i løbet af deres lange liv.

Når hunnens æg udklækkes og de små fugleedderkopper er klar til at forlade boet, kravler de ud i lyset og spreder sig via det fænomen, der kaldes 'flyvende sommer'.

Flyvende sommer er en speciel transportform som mange edderkopper gør brug af for at sikre tilstrækkelig spredning af deres art. Det foregår ved, at de unge edderkopper sætter sig på en gren, et græsstå eller et anden højtliggende punkt.

Så stiller de sig med bagkroppen op i vinden og giver sig til at spinde en tråd. Snart er tråden blevet så lang, at vinden kan løfte både den og edderkoppen. På den måde kan edderkoppen svæve lange distancer i jagten på et nyt hjem, nærmest som om den fløj med faldskærm.