Spindelvæv bliver til skudsikre veste
Italienske forskere har fodret edderkopper med nanomaterialer og skabt et spind, der er stærkt nok til at stoppe projektiler.
Forskere fra universitetet i Trento i Italien har i et forsøg med 21 edderkopper forstærket deres spind ved hjælp af nanomaterialer.
Edderkoppernes spind blev op til fire gange så stærkt og ti gange mere sejt end den stærkeste edderkoppetråd.
Spindet er tilmed blandt de stærkeste materialer i verden sammenlignet med både syntetisk materiale som for eksempel kevlar og naturligt materiale som havsnegles tænder.
Kulstof-nanorør giver den stærkeste tråd
Tre forskellige arter, to mejeredderkopper og en fedtedderkop, fik enten flager af det flade kulstof-net grafen eller af kulstof-nanorør igennem væske.
2-12 dage efter kunne forskerne høste spindelvæv med en ekstrem styrke og smidighed.
Nanomaterialerne var indbygget i de proteinstrukturer, som spindet er dannet af. De edderkopper, som fik kulstof-nanorør, producerede den stærkeste tråd.
Kinesiske forskere har tidligere forstærket tråd fra silkeorme. Forskerne mener, at metoden kan overføres til andre dyr og planter og føre til udviklingen af en helt ny klasse af kunstigt modificerede materialer.
Vil du vide mere om verdens, måske mest ikoniske edderkop? Læs her om den sorte enke.
Edderkopper drikker “supersaft”
Spind opbygges af en blanding af proteiner og næring fra edderkoppers fordøjelse. Derfor kan forskere give dyrene nye byggesten via deres føde.