Ud af de 50.000 edderkoppearter, vi kender til, er omkring 200 edderkopper mere eller mindre giftige for mennesker.
Heraf er kun fire slægter potentielt dødelige for mennesker. Disse kaldes for ‘medicinsk betydningsfulde edderkopper’ og tæller slægterne: Atrax, Latrodectus, Loxosceles
og Phoneutria.
Disse særligt giftige edderkopper lever i tropiske og subtropiske områder og kan ikke overleve i koldere klimazoner.
Så selv hvis en af verdens giftigste edderkopper fx forvildede sig ombord på et containerskib til Nordeuropa, ville den ikke overleve mange dage på vores breddegrader.
Verdens giftigste edderkopper
Verdens giftige edderkopper kommer i forskellige størrelser og fra forskellige kontinenter. Ens for dem alle er dog, at man helst vil undgå at blive bidt af dem.
Her er nogle af verdens giftigste edderkopper:
- Den røde enke
- Den brune enke
- Australsk redback-edderkop
- Den sorte enke
- Brun eneboer-edderkop
- Brasiliansk vandreedderkop
- Sydney-tragtspinder
Verdens giftigste edderkopper har én af to slags gifte: Nekrotiske gifte, der forårsager vævsødelæggelser, eller neurotoksiske gifte, der påvirker nervesystemet.
Mens de fleste giftigste edderkopper bruger deres gift til at pacificere sit bytte, findes der enkelte aggressive edderkopper, som bruger deres gift i selvforsvar. Når en giftig edderkop bider et menneske, vil det altid været i et forsøg på at forsvare sig selv.
Læs videre og bliv klogere på verdens giftigste edderkopper.
Den røde enke

Den røde enke bor i sandklitter i Florida og er en sjælden slægtning i familien af enke-edderkopper.
- Gift: Neurotoksisk gift. Opsøg læge, hvis der går infektion i såret
- Levested: Primært i Florida
- Latinsk navn: Latrodectus bishopi
- Slægt: Latrodectus
- Størrelse: Hunnens krop er 1,2 til 1,6 centimeter lang, mens hannen er tre gange mindre.
Den røde enke er i familien med den sorte enke og kendes på sine røde ben og røde forparti. Bagkroppen er sort med røde eller orange pletter og på undersiden har den giftige edderkop et mærke, der kan tage form af et timeglas, en trekant eller noget helt tredje.
Alle enke-edderkopper, herunder den røde enke, indeholder neurotoksisk gift, der påvirker nervesystemet og er giftig for mennesker.
Den røde enke er dog ikke en aggressiv edderkop, og der er rapporteret meget få bid og ingen dødsfald.
Symptomer ved bid er muskelsmerter, kvalme og eventuelt kramper.
Den brune enke

Den brune enke er en berejst edderkop. Arten har spredt sig fra Sydafrika til Japan, Australien, USA, Mellemamerika og sågar Hawaii i Stillehavet.
- Gift: Neurotoksisk gift. Opsøg læge, hvis der går infektion i såret
- Levested: Tropiske og subtropiske klimazoner
- Latinsk navn: Latrodectus geometricus
- Slægt: Latrodectus
- Størrelse: Hunnens krop er 1,2 til 1,6 centimeter lang, mens hannen er tre gange mindre.
Den brune enke er også i familie med den sorte enke og er kendetegnet ved sine brune nuancer, der varierer fra lysebrun til næsten sort.
Bagkroppen på den brune enke er pyntet med mønstre i orange, gul, hvid og sort, og på undersiden af kroppen har edderkoppen et orange mønster formet som et timeglas. Ligesom ved andre enke-edderkopper har den en neurotoksiske gift.
Den brune enke betragtes dog som mindre giftig end den sorte enke, fordi den sprøjter mindre gift ind ved et bid.
Bid fra den brune enke kan dog stadig give muskelsmerter, kvalme, kramper og rødme.
Der vil sjældent være behov for at opsøge en læge, og der er ikke registreret nogle dødsfald.
Australsk redback-edderkop

I et redback edderkoppe-forhold er det kutyme, at hunnen spiser hannen. Hun har dog kun smag for de hanner, der er gode til at reproducere sig selv, mens resten får lov til at flygte.
- Gift: Neurotoksisk gift. Opsøg læge, hvis der går infektion i såret
- Levested: Australien, Sydøstasien og New Zealand
- Latinsk navn: Latrodectus hasselti
- Slægt: Latrodectus
- Størrelse: Hunnens er omkring én centimeter, mens hannen kun er tre-fire millimeter.
Den australske redback-edderkop har sort krop med en karakteristisk rød-orange stribe på bagkroppen.
Redback-edderkoppen lever i det meste af Australien, inklusiv i urbane områder, hvor den af og til slår sig ned i boliger.
Ligesom de øvrige edderkopper af slægten Latrodectus er redback-edderkoppen ikke aggressiv. Den kan dog finde på at bide, hvis den skal beskytte sine æg.
Ved bid fra redback-edderkoppen opstår lokale smerter omkring biddet, hævede lymfeknuder, svedeture og forhøjet hjerterytme.
Symptomernes intensitet varierer alt efter, hvor meget gift edderkoppen sprøjter ind. Det er dog aldrig nok til en dødelig dosis.
Selvom et par hundrede bliver bidt af redback-edderkoppen om året, er der ikke sket dødsfald.
Den sorte enke

Dråbe for dråbe er den sorte enkes gift 15 gange stærkere end giften fra en klapperslange.
- Gift: Neurotoksisk gift. Opsøg læge for ved bid.
- Levested: Primært i USA
- Latinsk navn: Latrodectus mactans
- Slægt: Latrodectus
- Størrelse: Hunnens krop er 1,2 til 1,6 centimeter lang, mens hannen er tre gange mindre.
Den sorte enke har en skinnende sort krop med et rødligt timeglasformet mønster på undersiden af kroppen.
Den sorte enke er den mest berygtede edderkop i Latrodectus-slægten, men dens dødelige gift skal tages med et gran salt. Selvom den sorte enkes neurotoksiske gift kan være dødelig for mennesker, er der ikke registreret dødsfald siden 1983.
Det skyldes, at færre bliver bidt af den sorte enke, og at man er blevet bedre til at behandle bid.
Det betyder imidlertid ikke, at den sorte enke er harmløst. Selvom et bid i de fleste tilfælde kun giver symptomer som smerte, hævelse og rødme, kan forgiftningen udvikle sig mere alvorligt efter 30-60 minutter.
Det kan resultere i symptomer som slemme muskelkramper, feber, stærkt forhøjet blodtryk og hurtig hjertebanken. Og hvis giften går ind og lammer åndedrætsmuskulaturen, er et bid fra den sorte enke livsfarligt.
Risikoen for alvorlige symptomer ved bid er størst for børn, ældre og svagelige, men opsøg altid en læge for modgift eller anden behandling, hvis du bliver bidt af en sort enke.
Brun eneboer-edderkop

Selvom eneboeredderkoppen er giftig for mennesker, spiser den sydamerikanske uldabe den gladeligt uden at blive forgiftet.
- Giftighed: Nekrotisk gift. Opsøg læge ved bid.
- Levested: USA
- Latinsk navn: Loxosceles reclusa
- Slægt: Loxosceles
- Størrelse: Omkring 2,5 centimer lang.
Den brune eneboer-edderkop har en bleg, hårløs krop og på forkroppen har den et violin-lignende mønster. Den kaldes derfor også for violin-edderkoppen.
Modsat de fleste edderkopper har den brune eneboer blot seks øjne, frem for otte, der er det mest almindelige blandt edderkopper.
Den foretrækker at bo i huler og andre beskyttede områder, men kan også optræde som husedderkop, hvor den gemmer sig mellem lagener og tæpper.
Den brune eneboer er giftig for mennesker, og ved bid vil man efter seks til otte timer opleve symptomer som hævelser og ødelagte blodkar omkring biddet.
Edderkoppens nekrotiske gift indeholder nemlig et enzym, der nedbryder væv og giver sår, der har svært ved at hele.
De ubehagelige sår er i værste tilfælde dødelige, men er det ikke i langt de fleste tilfælde. Opsøg alligevel læge i tilfælde af bid.
Brasiliansk vandreedderkop

Udover de almindelige symptomer kan bid fra den brasilianske vandreedderkop føre til en lang og smertefuld erektion hos mænd, fordi giften stimulerer det parasympatiske nervesystem.
- Gift: Neurotoksisk gift. Opsøg læge med det samme
- Levested: Sydamerika
- Latinsk navn: Phoneutria fera, Phoneutria nigriventer m.fl.
- Slægt: Phoneutria
- Størrelse: Op til 15 centimer lang.
Den brasilianske vandreedderkop kan kendes på sin store behårede krop. På undersiden af de forreste ben har den karakteristiske sorte og hvide bånd, der bliver synlige, når den stiller sig på bagbenene i en truende positur.
Den brasilianske vandreedderkop er nemlig aggressivt anlagt og er ikke bleg for at gå til angreb, hvis den føler sig truet.
Den brasilianske vandreedderkop jager aktivt om dagen, hvorefter den søger ly for natten på et bananblad eller måske i en sko. Derfor sker det også relativt tit, at den kommer i kontakt med mennesker.
I 2006 blev der i Brasilien indrapporteret 2700 bid fra den brasilianske vandreedderkop - og et bid fra denne giftige edderkop går ikke ubemærket hen.
Et bid fra den brasilianske vandreedderkop er nemlig meget smertefuldt og kan forårsage shock. Dertil er der symptomer som rystelser, øget hjerteslag, svedeture, kuldegysninger, anspændthed og opkast.
Edderkoppens gift er neurotoksisk og en kemisk cocktail af blandt andet histamin og serotonin, som angriber nervesystemet.
Ved et enkelt bid kan den brasilianske vandreedderkop indsprøjte otte milligram gift, hvilket er nok til at dræbe 300 mus og i sjældne tilfælde også være nok til at dræbe et menneske. Siden 1903 er der dog kun rapporteret om 15 dødsfald.
De fleste mennesker bliver raske igen efter en til to dage, og kun 2,3 procent af dem, der bliver bidt, har brug for at blive behandlet med modgift. Opsøg alligevel læge i tilfælde af bid.
Sydney-tragtspinder

Mens mennesker kan dø af sydney-tragtspinderens gift, er hunde, katte og rotter nærmest immune overfor giften.
- Gift: Neurotoksisk gift. Opsøg læge med det samme.
- Levested: Australien, Sydøstasien og New Zealand
- Latinsk navn: Atrax robustus
- Slægt: Atrax
- Størrelse: Kroppen bliver op til fem centimer, mens dens benspænd bliver op til otte centimer.
Sydney-tragtspinderen er en forholdsvis stor fugleedderkop, der har en skinnende mørkebrun krop med de synligt behårede ben. Dertil har den nogle imponerende hugtænder, som den vifter aggressivt med, hvis den føler sig truet.
Den australske sydney-tragtspinder er verdens giftigste edderkop. Den lever i det østlige Australien i fugtige, kølige områder under sten eller træstammer.
Den giftige edderkop lever af biller, kakerlakker og snegle, som den angriber fra sit skjul og trækker ned i sin hule for at fortære det.
Tragspinderens gift er neurotoksisk, og giften kan give slemme smerter, rystelser, muskelkramper, synsforstyrrelser og lammelse af åndedrætscentret.
Bid fra sydney-tragtspinderen kan være dødelig allerede efter 15 minutter, og derfor skal man hurtigst muligt opsøge lægehjælp.
Bid er dog sjældne, og behandlingen er effektiv. Derfor har der ikke været nogle dødsfald, siden man udviklede en modgift i 1981.