Er hyæner i familie med katte?

Hyæner minder mest om hunde, men jeg har hørt, at de faktisk er mere i familie med katte. Er det rigtigt?

Hyæne flok i konfrontation med en løve
© Shutterstock

Med sin korte kraftige krop, lange snude og kraftige kæber ligner hyænen til forveksling en stor hund. Graver man tilbage i dyrenes forhistorie, afsløres der dog et helt andet familieforhold. Nutidens landlevende rovdyr opdeles normalt i otte familier: hunde, bjørne, halvbjørne, mårdyr, katte, genetter, desmerdyr og hyæner. Vha. fossiler og moderne dna-undersøgelser af de nulevende arter er man nået frem til, at der for omkring 55 mio. år siden skete et afgørende spring i udviklingen hos den fælles forfader til hele denne gruppe. Gruppen delte sig i to grene, og den ene af disse grene blev siden hen ophav til henholdsvis hunde, bjørne, halvbjørne og mårdyr, mens den anden udviklede sig til de resterende landlevende rovdyr, inklusive hyæner og katte. Hyæner er altså ganske rigtigt nærmere beslægtede med katte end med hunde. Hyænens og kattens veje skiltes først for 30 mio. år siden. At hyæner siden hen er kommet til at ligne hunde mere end katte, skyldes, at de har udviklet sig til at udfylde den samme niche i naturen, som mange andre steder udfyldes af hunde, dvs. som udholdende langdistancejægere eller ådselædere. En sådan livsform stiller ganske bestemte krav til kropsbygning og fysik, og derfor er hyæner efterhånden kommet til at ligne hunde i en sådan grad, at det kan være svært at se forskel.