Findes der dyr, hvor fædrene passer ungerne?

Almindeligvis er det hunnen – eller hannen og hunnen i fællesskab – som tager sig af ungerne, men der findes også dyr, hvor det er hannen alene, som tager det store slæb. Hunnen skal naturligvis stadig producere de nødvendige ægceller, men derudover kan hannerne faktisk klare det meste. Hos søheste er det fx hannerne, der bliver gravide. Efter parringen lægger hunnen sine æg i en særlig rugepose på hannens bug. Her udvikler han noget, der minder om en moderkage, og svømmer derefter rundt med ungerne, indtil de er udviklede. Så føder han dem ved hjælp af voldsomme muskelsammentrækninger, der ligner veer, og presser dem ud af rugeposen, der kan rumme op til 1500 unger. De newzealandske kiwier lægger kolossale æg, der kan veje helt op til 25 % af hunnens egen vægt. Efter en sådan æglægning er det ikke underligt, at udrugning og ungepasning helt overlades til hannerne. Det samme er tilfældet hos svømmesnepperne, en lille gruppe vadefugle, der lever højt mod nord i arktiske egne. Her er kønsrolleskiftet endda gået endnu videre. Her er det nemlig hunnerne, der er de største og mest farvestrålende, mens hannerne er langt mere uanseelige. Hannen hos de sydamerikanske silkeaber bærer rundt på ungerne hele tiden, undtagen når de skal die hos hunnen. Hunnens interesse for sine unger forsvinder endda helt, når de bliver vænnet fra. Her er det igen hannen, der må tage over. Indtil ungerne lærer at spise fast føde og finde den selv, er det også ham, der tygger maden for dem.