Findes der dyr, som kan gå på vandet?

Små insekter som fx skøjteløbere kan gå på vandet, men findes der også større dyr, som kan lave det samme kunststykke?

Tre vandstrider der går på vandet
© Shutterstock

Der findes faktisk en række forskellige dyr, som spadserer rundt på vandets overflade med samme afslappede selvfølgelighed, som andre dyr går rundt på den faste landjord. Nogle af dem tilbringer ligefrem hele deres liv på vandoverfladen. De bedst tilpassede hører ganske rigtigt til damtægernes og skøjteløbernes familie. Skøjteløberne bevæger sig rundt på den hinde, som vandets overfladespænding danner. Det kan lade sig gøre, fordi de er beklædt med vandskyende hår, og fordi deres lange ben fordeler kropsvægten over et stort areal. Men selv om det kun er små dyr, som er i stand til at gå på vandet i længere tid, findes der faktisk også to større dyr, som næsten kan gøre dem kunsten efter – dog kun i kort tid ad gangen. Den amerikanske svanehalslappedykker løber på vandoverfladen i forbindelse med parringsdansen, men den absolutte mester er det central- og sydamerikanske firben hjelmbasilisken – også kaldet Jesusøglen. Basilisker kan blive op til en meter lange, men er som regel noget mindre. Bagbenene er meget lange, og det samme er deres hale. Basilisken har for vane at rejse sig op på bagbenene og løbe af sted med høj fart, hvis den føler sig truet. Har den mulighed for det, stikker en basilisk gerne af ved at løbe ud på vandet. Under flugten er basiliskens fart så høj, at den fortsætter et godt stykke ud på søens eller vandløbets overflade. På et eller andet tidspunkt begynder den imidlertid at tabe fart, og så synker den ned i vandet. Men basilisken er også en glimrende svømmer, så den tilbagelægger blot resten af sin flugt med svømmetag.