Forbrydelse betaler sig i dyreriget

Visse myrearter bruger snedige metoder til at udvide flokken: En dronning indtager et fremmed myrebo og dræber den herskende dronning. Bagefter venter den nye dronning på, at æggene i boet udklækkes, så ungerne naturligt tilslutter sig hende. Andre gange bærer hun først æggene med hjem.

I Kalahariørkenen har spurvefugle fundet et trick til at stjæle mad fra områdets surikat­familier. Ved at afgive falske advarselskald får fuglene surikaterne til at tro, at der er rovdyr på vej. Når surikaterne er løbet ned i deres huler, kan spurvene frit stjæle deres bytte.

En art af ferskvandsmuslinger kaldet lampsilis danner væv i kanten af skallen, der skal imitere små karpe-fisk. Vævet har både striber og øjne, der ligner karpens. Meningen med lokkemaden er at få rovfisk til at bide hul i en pose med muslingens larver. Herefter strømmer larverne ud i fiskens mund og samler næring i gællerne.

Strumosus-billen kan let få lov at indtage ellers velbeskyttede myrekolonier, hvor den både æder koloniens yngel og lægger sine æg. Årsagen er, at billen udskiller små dråber af et euforiserende stof fra kirtler i bagenden og langs siden af sin krop, som gør myrerne afslappede og afhængige.

Zebramanguster er ekstremt territoriale flokdyr, der er over­raskende koordinerede i deres angreb. Typisk danner 20-30 af de små rovpattedyr to frontlinjer over for hinanden, der bølger frem og tilbage, indtil mødet ender i blodige kampe.

De sort-hvide larmdrosler lever på savanner i det sydlige Afrika i små grupper i tæt buskads. Her bevæger ungerne sig ofte ned på landjorden, hvor de skræpper op og gør sig sårbare over for angreb. Undersøgelser har vist, at ungerne blotter sig for rovdyr for at presse de voksne til at give dem mere mad.

I den canadiske del af Rocky Mountains forlader tykhornsfår flokken for at opsøge en særlig type gulgrøn lav, som vokser på klipperne. Fårene skraber i den svampelignende lav med deres fortænder og horn for at opnå en hallucinerende effekt. I særlig slemme tilfælde bliver fårene ved, til tænderne er slidt væk.

Kejsertamariner føder ofte tvillinger, som allerede fra fødslen vejer halvdelen af morens kropsvægt tilsammen. Derfor sørger de små egernaber for at parre sig med 2-3 hanner i samme periode, så de alle hjælper til med at bære ungerne i forvirring over, hvem der er faren.