Ifølge FN står 1 million plante- og dyrearter på randen af udryddelse.
En af dem er det nordlige hvide næsehorn, hvis bestand i dag kun består af to hunner i fangeskab - Najin og Fatu, der er mor og datter. Sidste år døde den eneste tilbageværende han, Sudan, og satte, hvad mange troede var, en definitivt streg under artens udryddelse.
Men med en ambitiøs redningsplan er forskere nu i gang med at hive arten tilbage fra afgrunden.

Den 19. marts 2018 døde Sudan - den sidste han af arten nordligt hvidt næsehorn. Han blev 45 år.
Frossen sæd, 10 æg og beslægtede rugemødre
Ved hjælp af kunstigt befrugtning vil de inseminere hunnernes æg med Sudans og andre tidligere hanners sæd, som siden deres død har været nedfrosset gennem en teknik kaldt kryopræservering.
Dernæst vil forskere placere æggene i hunner fra den nærtbeslægtede art, sydlige hvide næsehorn, og bruge dem som rugemødre for nye næsehornsunger.
Udover problematikken med en manglende han, er der nemlig også den udfordring, at man tilbage i 2014 opdagede, at de to tilbageværende hunner ikke kunne fuldføre en graviditet.
Videnskaben har derfor længe været artens bedste håb for overlevelse, og nu er der det første gennembrud.
Efter en omfattende ægudtagning, der ikke tidligere har været udført på det nordlige hvide næsehorn, fik forskere succesfuldt høstet ti brugbare æg - fem fra Fatu og fem fra Najin. Og ud af de ti æg er det nu også lykkedes at befrugte syv af dem med teknikken ICSI, hvor en enkel sædcelle føres direkte ind i en enkel ægcelle.
Om de befrugtede æg vil udvikle sig til levedygtige fostre, såkaldte embryoner, vil tiden vise.
Men hvis også denne del lykkedes, er næste skridt at udvikle en teknik, der kan placere dem sikkert i de udvalgte rugemødre. Indtil man har denne teknik på plads vil embryonerne være frosset ned.
Forskere på projektet er dog optimistiske og tror på, at vi om tre år kan byde nordlige hvide næsehornsunger velkommen til verden.
Du kan læse mere om det nordlige hvide næsehorn, verdens truede dyrearter og videnskabens våben mod plante- og dyreudryddelse i Illustreret Videnskab blad 18, der udkommer november 2019.