Brrr-brrr-brrr-brrrr-brrr. Det lyder næsten som et lille maskingevær, når spætten hakker næbbet mod et træ på jagt efter insekter og larver.
Forskere har i årtier forsøgt at forklare, hvorfor spætten ikke lever et liv med kronisk hjernerystelse. I lang tid har den herskende antagelse været, at spættens kranium har en stødabsorberende pude under øjnene til at klare de mange og kraftige rystelser.
Men nu viser ny forskning, at spætten overlever de mange hak på grund af sin lille hjerne og kraftige kranium, der virker som en hammer, når fuglen hakker i træet.
Slow-motion viser ingen tegn på stødabsorbering
For at teste ideen om at et stødabsorberende område i spættens kranie forebygger hjernerystelser optog forskerne slowmotion-videoer af tre spætter til den nye undersøgelse.
Tidligere forskning har udpeget et område ved næbets rod - lige under øjnene - som spidskandidaten til at være stødpude. Her er kraniets knogler nemlig ikke lige så hårde som i resten af den lille fugls hoved.
En sortspættes kranie. Det grønne område består af blødere knogler end resten af kraniet, og forskere har tidligere troet, denne del fungerede som en stødpude for fuglens hjerne.
Øjnene ligger bag dette kranie-område og burde altså modtage mindre tryk - ligesom hjernen - hvis stødpude-teorien er sand.
De belgiske, franske og canadiske forskere brugte derfor videoerne til at måle, hvor hurtigt fuglenes øjne bremsede op efter et hak. Det sammenlignede de med næbbets nedbremsning.
Og der var ikke nogen nævneværdig forskel - og altså heller ikke nogen stødpude i fuglens hoved.
Spætten kan hakke helt op til 20 gange i sekundet, og det kan medføre et tryk på kraniet i omegnen af 1400 g. Et menneskes hoved skal bare udsættes for mellem 90 og 100 g tryk for at få en hjernerystelse.
Den nye undersøgelse viser, at nøglen til spættens hårdføre hoved ligger i et særligt stift kranie og en lille hjerne.
Når spætten hakker, bevæger hovedet sig som ét solidt objekt. Der er stort set ikke forskel i hastighed fra næbet til det bagerste af fuglens hoved.
Spættens hoved er som en hammer
"Deres hoveder fungerer simpelthen som stive, solide hamre, når de hakker," forklarer Sam Van Wassenbergh, professor i biomekanik ved universitetet i Antwerpen og hovedforsker på den nye undersøgelse.
Fuglene absorberer næsten ikke noget stød, når det hakker hovedet ind i træet. I stedet forplanter langt størstedelen af trykket sig til træet.
Det betyder også, at fuglens hoved er en god hammer.
"Hvis næbet absorberede meget af dets eget slag, ville den uheldige fugl skulle slå endnu hårdere," siger Van Wassenbergh i forbindelse med publiceringen af den nye rapport.
Spættens hårde kranie-knogler og lille hjerne tillader fuglen at hakke så hårdt uden at afbøde slaget. Og det forklarer også, hvorfor spætten aldrig udviklede sig til at blive større.
En større udgave af fuglen ville være i stand til at hakke hårdere og lave større huller - og sandsynligvis finde mere mad - men en større hjerne ville ikke kunne klare de mange slag og store tryk.