Scoretrick

Flok danser synkront
I parringstiden kurtiserer flamingoerne med en dans, hvor de spankulerer omkring, mens de synkront strækker hals, drejer hovederne i ryk og slår ud med vingerne. Frem til 20-årsalderen bliver fuglene stadig dygtigere og behersker op til 136 trin.
Pyntesyge

Fjerene males røde
Fuglene smukkeserer sig med sminke. Både hunner og hanner bruger makeup i form af et rødligt sekret, der udskilles fra en kirtel nær halen. Med næbbet smører fuglene sekretet ind i fjerene. En flot malet fjerdragt signalerer overskud.
Enebørn

Reden er en skorsten
Fuglene yngler i kolonier, og hunnen lægger sit ene æg på toppen af en mudderrede, der ligner en skorsten. Når den hvide dunklump kommer ud af ægget, fodrer forældrene ungen med såkaldt kromælk, der er et sekret fra spiserørets slimhinder.
Vuggestue

Voksne passer unger sammen
Forældrene sender ungen i vuggestue, kaldet en crèche, hvor den slutter sig sammen med koloniens andre unger. Alle de voksne er med til at passe på de små og beskytte dem mod rovdyr, fx ørne. Efter tre måneder er ungen flyvefærdig.
Farvestof

Krebsdyr giver kulør
Føden består af mikroskopiske krebsdyr og alger med et naturligt indhold af rødt farvestof, der farver fjerene rosa. I zoo blander dyrepasserne farvestoffet canthaxanthin i foderet for at give fuglene kulør – tidligere brugte de bl.a. paprika.
Venskab

Kun få kommer tæt på
Artsfæller skal holde sig på mindst en halslængdes afstand – med vigtige undtagelser: Ny forskning afslører, at fuglene knytter nære og årelange venskaber. Flamingoerne hænger ud med to-tre venner, der som de eneste får lov at komme tæt på.
Afslapning

Ét ben giver bedst hvile
Fuglen slapper bedst af ved at stå på ét ben – har flamingoen begge ben på jorden, bruger den flere muskler og svajer mere. Forskere har opdaget, at led og muskler i benet nærmest låses fast, når fuglen placerer sin krop i en bestemt position.