Sølle 47 fugle. Så få eksemplarer var der i 1994 tilbage af verdens tungeste papegøje. For 200 år siden var uglepapegøjen ellers en af New Zealands allermest almindelige fugle.
Den særprægede papegøje, som kan veje op til tre kilo, var trængt tilbage til de mest øde og uvejsomme dele af landet, og det så ud til, at dens skæbne var beseglet.
Samtlige fugle blev indfanget til reservat
Det billede har dog ændret sig, efter at samtlige fugle blev indfanget og overflyttet til to små øer, Anchor Island og Codfish Island. Her kan de i dag være i fred for de rovdyr, som europæiske nybyggere havde indført til New Zealand, og som på kort tid næsten havde udryddet fuglene.
Hver fugl mandsopdækkes
På de to øer mandsopdækker New Zealands Department of Conservation hver eneste fugl, og metoden ser ud til at virke. Bestanden er i løbet af 17 år næsten blevet tredoblet.
Papegøjen yngler kun hvert tredje år
Det er mildt sagt en udfordring at sikre uglepapegøjens fremtid. Fuglene yngler nemlig ikke hvert år, og på Codfish Island hænger succesfulde ynglesæsoner tilmed uløseligt sammen med mængden af frugter på rimutræet – som typisk kun sætter frugter nok til, at fuglene kommer i ynglehumør hvert tredje år.
Før hunnerne kan blive klar til at opfostre unger, skal de øge vægten med op til et kilo fedt, og derfor opsætter biologerne foderautomater inden ynglesæsonen.
Ved foderstationerne aflæser en elektronisk vægt automatisk vægten af besøgende papegøjer, og de radiosendere, som alle fugle er udstyret med, afslører samtidig de enkelte papegøjers færden.
Når biologerne sammenholder informationerne fra radiosendere og vægte, kan de hurtigt se, hvilke hunner der er klar til at yngle. Ikkeynglende fugle får ikke lov at plyndre automaterne, for de åbner kun for udvalgte fugle, der identificeres via deres radiosender.
Overvægt giver hanunger
Hver hun får også kun tildelt en afmålt mængde mad for at undgå, at hun bliver for fed. Overvægtige hunner producerer nemlig flest hanunger, og en skæv kønsfordeling er skidt for bestandens fremtid.