Gigantisk pingvinkoloni overrasker forskere

1,5 millioner pingviner producerer nok afføring til, at det kan ses fra rummet. En enorm og hidtil ukendt pingvinkoloni er blevet afsløret af satellit-bileder, som forevigede fuglenes efterladenskaber.

Adeliepingviner
© Shutterstock

I de seneste 40 år har antallet af adelie-pingviner på det antarktiske kontinent været i jævn tilbagegang.

Det troede forskerne i hvert fald. Men et nyt fund viser, at de tog fejl.

På øerne Danger Islands ud for spidsen af den antarktiske halvø har et forskerhold fra Woods Hole Oceanographic Institution (WHOI) fundet en hidtil ukendt adelie-koloni med over 1,5 millioner fugle.

Adeliepingviner

Adeliepingviner er 46-71 cm høje, og er bl.a. kendetegnet ved deres lange hale.

© Shutterstock

Afsløret fra rummet

Indtil 2014 troede forskerne, at klippeøerne i det barske farvand var ubeboede. Den overbevisning led et stort knæk, da to forskere kiggede gamle NASA-satellitbilleder af øerne igennem.

Billederne taget fra rummet afslørede store mængder pingvinafføring på øerne.

Danger Islands ligger langt fra deres nærmeste naboøer, og farvandet omkring øerne er fyldt med farlig drivis året rundt. Den svære tilgængelighed betød, at det først var i december 2015, det lykkedes forskere at besøge øerne.

Drone gik på opdagelse

Og trods den lange ventetid blev de ikke skuffede.

Ved besøget fandt forskerne flere hundredetusinder af redebyggende adelie-pingviner, og deres medbragte drone afslørede, at der var tale om millioner af slagsen.

Opdagelserne, forskerholdet gjorde, er netop blevet udgivet i Nature.