Ørne er en løst defineret gruppe af store rovfugle med relativt store vingefang og kraftige, typisk krogede næb.
De har alle det tilfælles, at deres vinger er lange og brede; for eksempel har kongeørnen, som er den mest udbredte ørneart på den nordlige halvkugle, et vingefang på op til 230 cm, mens selve kroppen bliver op til ca. 100 cm.
Ørne bruger deres store vinger til at stige til vejrs og svæve over lange afstande.
Jo større vinger, jo mere opdrift kan de skabe, og derfor kan en ørn endda lette helt uden at baske med vingerne.
I stedet spreder den dem blot og bliver løftet opad af søjler af varm luft kaldet termiske vinde.
Når ørnen er på vingerne, svæver den typisk langsomt rundt over store afstande og kigger efter byttedyr. Den hvidhovedede havørn, USA’s nationalfugl, kan eksempelvis patruljere et territorium på helt op til 40 kvadratkilometer.
De store vinger skaber fortsat opdrift på trods af den lave hastighed.
Vinger optimerer opdrift
Knogler letter på vægten
Ørnes knogler er hule, så de vejer så lidt som muligt; for eksempel vejer en hvidhovedet havørn typisk 4-5 kg, hvoraf skelettet kun udgør få hundrede gram.
Muskler basker vinger
To muskler bevæger ørnens vinger, så den letter. Den store pectoralis presser vingen nedad, mens supracoracoideus, som er forbundet til rygsiden af vingerne, hiver dem opad.
Forskellige fjer flyver
Forrest (gul) sidder skjulte fjer og lukker huller, så luften flyder hurtigere. De bagerste (rød) fjer kan vippe, og fjerene yderst på vingen (grå) er spredt for at mindske luftmodstanden.
Så snart ørnen spotter et byttedyr, folder den vingerne ind til kroppen og laver et eksplosivt dyk; eksempelvis dykker kongeørnen med hastigheder på op mod 250-300 km/t.
Vingeform er tilpasset føden
Mindre fugle, der afsøger små områder ad gangen for at finde insekter eller plantefrø, har derimod korte, afrundede vinger, der gør fuglene mere manøvredygtige.
Fugle med lange og spidse vinger er som regel meget hurtige flyvere, så de nemt kan fange hurtige byttedyr. Til gengæld kan de ikke svæve særlig godt og er ofte heller ikke så manøvredygtige som deres artsfæller.
