Hvorfor forlader unge kejserpingviner kolonien?
Jeg har hørt, at kejserpingvinens unger er væk i op til fire år, efter at de har forladt reden. Er det rigtigt?

Kejserpingvinens unger forlader ganske rigtigt kolonien, når de er omkring et halvt år gamle, og vender først hjem, når de selv skal yngle fire til seks år senere. Årsagen er formentlig de knappe føderessourcer ved Antarktis.
Kejserpingvinen er den eneste pingvin, som udruger æg om vinteren på det iskolde Antarktis. Ynglecyklussen begynder efter den antarktiske sommer, hvor de voksne har fyldte fødedepoter.
I den tidlige vinter lægger hunnen et æg, men overlader rugningen til hannen. Selv tager hun tilbage til havet for at fylde sit fødedepot op.
Når ungen efter to måneder klækkes fra sit æg, vender hunnen tilbage, og hannen går på jagt. I fem måneder skiftes de voksne til at søge føde, indtil ungen om sommeren forlader kolonien.
Hårdt vejr giver verdens største pingviner små unger
Kejserpingvinen bliver over en meter høj og vejer op til 40 kg. Når de unge kejserpingviner forlader forældrene vejer de imidlertid kun omkring 12 kg.
Størrelsen er usædvanlig, fordi havfugles unger normalt vejer det samme som forældrene, når de rejser fra reden. Antarktis’ hårde kår betyder imidlertid, at de voksne ikke kan skaffe ungerne nok foder.
Unge pingviner rejser 3000 kilometer
En undersøgelse med pålimede satellitsendere har vist, at de unge kejserpingviner fra en koloni ved Rosshavet i løbet af ganske få måneder bevægede sig næsten 3000 kilometer væk fra kolonien.