Shutterstock

Hvorfor galer haner?

Haner er naturlige vækkeure. Men hvorfor galer de og som regel mest om morgenen?

Når en hane galer, er det dens måde at hævde sit territorium og sin ejendomsret til hønsene på. Så snart det er lyst, er den klar til at forsvare sit område mod eventuelle fjender, der har sneget sig ind i ly af mørket.

Haner er i stand til at registrere små udsving i lyset, og for eksempel kender man eksempler på haner, der begyndte at gale, når fuldmånen stod op.

Haners usædvanlige stemmekraft skyldes i øvrigt, at moderne tamhøns nedstammer fra fugle, der oprindeligt levede i tætte jungler. Sådanne steder kan en smuk og melodiøs sang ikke høres ret langt væk.