Et strudseæg vejer 4000-5000 gange så meget som et kolibriæg, og alene af den grund er det klart, at mængden af kalk i de to ægs skaller ikke er den samme.
Men selv når man tager højde for forskellen i størrelse og ser på, hvor stor en andel skallen udgør, er der forskel fra fugleart til fugleart.
Skallen på et almindeligt hønseæg udgør ca. ti procent af æggets vægt og har et kalkindhold på 90 procent. Andre fugleæg har relativt tykkere skaller og dermed et større kalkindhold. Det er som regel store æg, selvom der er visse undtagelser.
Skallen følger med størrelsen
Ægget fra en struds måler op til 15 cm på den lange led. Skallen kan være over 3 mm tyk, hvilket er ca. ti gange så meget som skallen på et almindeligt hønseæg.
Den uddøde elefantfugl fra Madagaskar lagde æg (th.), som var 30 cm på den lange led. Tykkelsen af skallen varierede, men kunne være op til 4 mm.
En tyk skal giver flere fordele. Den gør ægget mere solidt, og samtidig giver den fugleungen mulighed for at optage mere kalk, mens den udvikler sig i ægget.
Dermed klækkes ungen med stærkere og kraftigere knogler. Andre fugleunger kommer ud af relativt tyndskallede æg og må derfor rette op på kalkunderskuddet i den periode, de fodres i reden af forældrene.
