Kan det virkelig passe at skaden stjæler blanke ting?
Ryet som udspekuleret tyveknægt klæber til skaden, men er det sandt?

Nøgler, mønter og smykker er ifølge myten uimodståelige for en husskade. Alt tyder imidlertid på, at husskadens påståede forkærlighed for skinnende ting er en vandrehistorie.
Skaden gemmer kun føde
Ingen videnskabelige undersøgelser har endnu påvist, at husskader har noget særligt forhold til skinnende ting. I bogen “The Magpies” fastslår biologen Tim Birkhead, at husskader i naturen hverken stjæler eller gemmer noget som helst andet end fødeemner.
Grunden til, at husskaden har fået ry som en tyveknægt, er formentlig, at den især før i tiden ofte lå i konflikt med mennesker på landet. Her kunne skaden finde på at tage frugt fra frugttræer og hugge føde, æg og indimellem småkyllinger fra åbne hønsegårde.
Ivrig samler
En anden grund til det blakkede ry kan være, at husskaden i naturen er en dygtig og ivrig samler. Den bruger fx meget tid på at finde tynde pinde til sine store og kunstfærdige tagdækkede reder, der er beklædt med tornede grene for at holde rovfugle væk. Ornitologer har skilt sådanne reder ad og optalt, at de kan være bygget af over 1500 småpinde. Fuglene forer desuden rederne med bløde materialer, som de finder rundtomkring, fx mos og hår fra pattedyr.