Hader alle katte vand?
Jeg har tit set en kat hvæse og sprutte, fordi den er blevet ramt af en enkelt dråbe vand. Afskyr alle katte vand og hvorfor?

Faktisk er det langtfra alle katte, der hader vand. Det gælder for eksempel ikke den tyrkiske van-kat (det hedder den faktisk), der lever ved bredderne af søen Van i det østlige Tyrkiet. Denne race elsker det våde element og svømmer i søen med stor fornøjelse. Når nogle tamkatte har et anstrengt forhold til vand, har det sandsynligvis noget med varme og kulde at gøre. Kattepels er ret tør, så den bliver hurtigt gennemvåd og mister sin isolerende evne. For katte, der har hjemme i varme områder, er det ikke noget stort problem, mens katte, der lever på tempererede breddegrader, ikke har råd til at miste varme på den måde. Der ser da også ud til at være et mønster i, at jo nærmere man kommer ækvator, jo gladere er de lokale katte for vand. Tamkatte nedstammer fra flere forskellige vilde racer. De, der har rod i den europæiske vildkat, som lever i tempererede områder, har arvet denne races vandskræk. Det gælder også, selv om de siden er indført til varmere områder. De fleste katte, man møder på vores breddegrader, har europæiske vildkatte i stamtræet, og derfor er det dem så meget imod at komme i bad. Andre racer nedstammer derimod fra den nubiske vildkat, der kommer fra ørkenområder i Nordafrika og Mellemøsten, og de lider ikke af vandskræk. Opvæksten har dog også noget at sige. For eksempel må præmiekatte, der ofte skal udstilles, finde sig i at komme i bad med jævne mellemrum, og det kan de godt acceptere, hvis de vænnes til det, fra de er killinger.