Mange små dyr har slet ikke noget hjerte – simpelt hen fordi de ikke har behov for det. En del af dem har ikke engang et kredsløb med blod. Det gælder for eksempel de vidt udbredte mider, der både findes i vores senge og næsten alle andre steder på kloden.
Ilt og næringsstoffer opløses i kropsvæsken og “skvulper” tilfældigt rundt inde i dyret. Afstandene er så små, at ilt og andre stoffer altid kan nå frem til de steder, hvor de skal bruges.
Det er ikke tilfældigt, at det er små dyr, som klarer sig uden hjerte. Et hjerte er en pumpe, der sikrer, at blodet strømmer rundt i kroppen, så energi, ilt og affaldsstoffer kan blive transporteret hurtigt rundt. Jo større dyr, jo større og mere effektive hjerter har de behov for. De største og kraftigste hjerter finder man hos pattedyr med blåhvalen som suveræn rekordholder. Dens hjerte er på størrelse med en mindre personbil.
Fugle har relativt små, men også meget muskuløse og effektive hjerter. Det samme gælder hos krybdyr. Hos padder og fisk er hjertet mere simpelt opbygget og ikke så kraftigt. Mange af disse dyr har da også et lavere stofskifte, så de har ikke brug for så effektiv en pumpe. Blandt hvirvelløse dyr begynder der at blive længere mellem hjerterne. Mange har slet ikke noget hjerte, specielt mikroskopiske dyr.
Hos bløddyr, ledorme og leddyr (insekter, krebsdyr og lignende) finder man dog typisk en eller anden form for hjerte. Hos disse dyr er et af de større blodkar ofte i stand til at trække sig sammen og dermed fungere som en form for hjerte. Systemet bliver så suppleret med et eller flere mindre hjerter.
Der findes også enkelte dyr, som har ekstra hjerter. Det er eksempelvis tilfældet med blæksprutter, hvis gællehjerter sørger for, at blodet kommer hurtigt ud og ind af gællerne. Regnorme har ikke ét, men flere små hjerter, normalt fem, men hos nogle arter helt op til otte. De sikrer først og fremmest en jævn blodforsyning til alle dele af forkroppen, som indeholder de vigtige kønsorganer.