1. Blækspruttedrage svæver over havets bund

Den nyopdagede blæksprutte hænger fast i havbunden som en drage i vinden.
En mærkværdig blæksprutte er opdaget i Det Indiske Ocean.
6500 meter under overfladen hænger den fast i havbunden med en af sine tentakler og duver rundt i vandsøjlen som en drage i vinden, mens den filtrerer vandet for små organismer.
Forskerne opdagede blæksprutten, da de filmede på havbunden som en del af et større projekt, hvor målet var at optage fra bunden af alle verdenshave:
"Da vi kiggede videoen igennem dukkede dette væsen pludselig frem af mørket," lød det fra Alan Jamieson, der er chefforsker på ekspeditionen og professor fra Newcastle University til mediet Livescience.
2. Blækspruttetænder kan erstatte plastik

Et nyopdaget protein i de små tænder, som sidder i sugekopperne hos tiarmede blæksprutter, har de samme gode egenskaber som plastik.
Det kan levere den samme elasticitet, fleksibilitet og styrke, og samtidig er det fuldt bionedbrydeligt. Proteinet kan produceres i store mængder af gensplejsede bakterier.
3. Øjets gener virker over hele kroppen

Som mange andre blæksprutter har arten Euprymna scolopes lysende bakterier i huden, som gør den i stand til at skifte farve.
Nu har forskere kortlagt blækspruttens gener og fundet ud af, at evnen til at regulere bakteriernes lys skyldes, at den har dannet utallige kopier af gener, som ellers kun er aktive i øjnene.
4. Hunnen befrugter sine æg ét ad gangen

Hos de fleste æglæggende havdyr sker befrugtningen ved, at hannen spyer sin sæd ud over hunnens tusinder af æg. Hos blæksprutten Idiosepius paradoxus foregår det helt anderledes.
Her befrugter hunnen æggene ét efter ét. Sæden henter hun fra et depot i sin krop, hvor hannen efterlod den under parringen.