Tegning af havvæsenet Typhloesus

Efter 50 år er mysteriet om "rum-guldfisk" endelig løst

Et mystisk fiske-lignende fossil har drillet forskerne i et halvt århundrede. Men nu har "rum-guldfisken" fået en plads i dyrerigets evolutionære stamtræ.

Et mystisk fiske-lignende fossil har drillet forskerne i et halvt århundrede. Men nu har "rum-guldfisken" fået en plads i dyrerigets evolutionære stamtræ.

Wikimedia Commons

I 50 år har ingen været i stand til at regne ud, hvor i det store evolutionære stamtræ havvæsenet Typhloesus passer ind.

Det lille fossil, der bare måler et par centimeter, har voldt forskerne så store problemer, at dyret har fået tilnavnet "guldfisken fra rummet", fordi det ikke umiddelbart passede ind i nogle dyre-slægter på Jorden.

Men nu tyder nye fund på, at alien-guldfisken i virkeligheden er en form for snegle-lignende bløddyr.

Halefinne og tarm fyldt med fisk forvirrede forskerne

Fossiler fra typhloesus blev først opdaget i 1973. De præserverede rester er et par centimeter lange og har tydeligvis en halefinne.

Forskerne udpegede også hurtigt en tarm, hvor der tilsyneladende var rester fra småfisk.

De kendetegn har i årtier forvirret forskerne godt og grundigt, da de både kunne pege i retning af forfaderen til orm, ål eller noget helt tredje og ukendt.

Typhloesus-fossilerne er fundet i aflejringer, der er omkring 330 millioner år gamle. For nyligt blev nye typhloesus-fossiler gravet frem ved Bear Gulch kalkstenene i Montana, USA.

Og i de nyopgravede fossiler fandt forskerne et spor, der nu ser ud til at have løst gåden om den ubestemmelige typhloesus.

Alien-tunge afslører havsneglen

En tunge med spidse tænder, som dyret kan skyde ud af munden og trække ind igen, har nemlig afsløret, at typhloesus er den tidligste udgave af en havsnegl, vi endnu kender til.

Selvom tungen lyder mistænkeligt som det mundtøj, rumvæsenerne i Ridley Scotts Alien-film er udstyret med, viser den faktisk, hvor på Jorden "rum-guldfisken" hører til.

Raspetungen - eller en radula, som den også bliver kaldt - er nemlig et definerende kendetegn ved havsnegle-slægten. Alle havsnegle har en radula.

Det er to palæontologer, Dr. Jean-Bernard Caron fra Royal Ontario Museum i Toronto og Simon Conway Morris fra Cambridge Universitet, der har løst gåden om typhloesus.

De to forskere opdagede ved hjælp af en kraftigt mikroskop, at typhloesus har en række sylespidse tænder inde i sin fordøjelseskanal. Raspetungen - og typhloesus' tilhørsforhold - har sandsynligvis undgået forskernes opmærksomhed indtil nu, netop fordi den sidder inde i dyrets hals, så den let kan forvirres med en muskelgruppe.

100 millioner år til næste snegle-forfader

Det er stadig vanskeligt at vide, præcis hvordan typhloesus har set ud og gebærdet sig.

Gennemsigtig havsnegl af typen Pterotrachea coronata

Pterotrachea coronata er en havsnegl, der muligvis stammer fra typhloesus. Det mystiske fortidsvæsen har ligesom pterotrachea coronata haft en halefinne og en raspetunge eller radula, som den brugte til at jage bytte med.

© Kostas Aristeidou

Den veludviklede halefinne tyder på, at dyret har været i stand til at svømme i en eller anden grad - og ikke kun kravle langs havbunden som mange nutidige havsnegle.

Typhloesus har muligvis lignet den nulevende pterotrachea. Det er en gele-agtig, gennemsigtig havsnegl med halefinne og radula, som den bruger til at fange og dræbe andre smådyr i planktonet, hvor den lever i tropiske have. Typhloesus har dog ikke haft øjne som sin formodede efterkommer.

Det er dog ikke til at vide endnu, om typhloesus og pterotrachea - eller andre havsnegle - rent faktisk er i familie, eftersom der er et hul på 100 millioner år fra typhloesus og til næste kvist på havsneglenes evolutionære gren.

Alligevel er det ifølge forskerne bag den nye undersøgelse væsentligt at vide noget om mystiske fortidsvæsener som typhloesus.

"De sving, som livet kan slå, er synlige i disse mærkelige fossiler," siger Dr. Caron til New York Times. "De er gådefulde, men de afslører en masse vigtig information om evolutionen."