Hvorfor udruger søhestehanner æggene?

Søhestenes forplantningsstrategi er en af de mest bemærkelsesværdige, både blandt fisk og blandt hvirveldyr generelt. Fisk er dog den dyregruppe, der har de mest forskelligartede måder at klare reproduktionen på. For eksempel er mange fisk fleksible med deres køn, således at hunner under de rette betingelser kan transformere sig til hanner. Mange fiskearter yngler ved, at hunnen gyder et stort antal æg, som hannen befrugter med sin sæd, og som derefter overlades til deres egen skæbne. Det meste af fiskeynglen bliver derfor føde for andre dyr, og kun fordi der produceres et meget stort antal æg er der nogle, der klarer sig igennem til voksenlivet. Det gælder fx for torsk og laks. Andre fiskearter er sporet ind på en forplantningsstrategi, hvor de producerer et mindre antal æg, men til gengæld yder pleje og beskyttelse af fiskefostrene under deres opvækst. Som hovedregel er det hannerne, der står for pasningen af fiskeunger. Den består blandt andet i, at han forsvarer dem mod rovdyr, ilter dem med frisk vand og fjerner urenheder fra deres rede. Jo mere omfattende plejen er, desto mere af afkommet vil overleve den første farlige levetid, og derfor ses denne strategi som regel i områder med mange rovdyr. En hunfisk har ofte mulighed for at udvælge den han, der skal befrugte hendes æg, og hos mange arter har dette faktum udmøntet sig i, at hannerne indbyrdes kappes om at besidde de gode redepladser, som falder i hunnens smag. Hos søhestene er hannens yngelpleje gået et skridt videre. Her er reden blevet en del af ham selv, idet han næsten som en kænguru har en rugepose foran på sin bug. Her lægger hunnen sine æg efter en sindrig parringsdans med hannen. Hun gør det med en forlænget æggeleder, som hun fører ned i rugeposen, hvor æggene befrugtes af hannens sæd og opbevares i et livmoderlignende miljø. Efter en udrugningsperiode “føder” hannen fra rugeposen. Ungerne ligner til forveksling små voksne søheste.