Over 90 millioner tons fisk havner hvert år i fiskernes net – men op mod 40 pct. af dem kasseres som utilsigtet bifangst. Det svarer til 38 millioner tons fisk, der ryger overbord, sårede eller døde, til ingen verdens nytte.
Løsningen på problemet er måske meget simpel: Et internationalt forskerhold har konkluderet, at fiskerne kan reducere den utilsigtede bifangst med 63 pct. ved at montere grønne lysdioder på deres fiskenet.
Det har samtidigt den positive bivirkning, at fiskerne kan håndtere fangsten 57 pct. hurtigere, da nettene er nemmere at hive ind og vikle ud.
Resultatet kom bag på forskere
Metoden med de grønne lygter har været brugt af fiskere i ca. ti år, da grønne lys er kendt for at afskrække havskildpadder. Men de grønne lygters fulde virkning er aldrig før blevet gransket videnskabeligt.
Forskerne har nu efterprøvet metoden på 28 par fiskenet ved stillehavskysten ud for den mexicanske delstat Baja California Sur.
Lygterne blev fordelt med ti meters mellemrum på ét af de to net i hvert af de 28 par, så virkningen kunne aflæses ved at sidestille et oplyst og et mørkt net.
Til forskernes overraskelse viste resultatet, at de oplyste net både fangede 51 pct. færre skildpadder, men også 95 pct. færre hajer og rokker, 81 pct. færre blæksprutter og 48 pct. færre uønskede finfisk, der er en fællesbetegnelse for særligt benede fisk. De er sjældent eftertragtede blandt fiskere.