Rebikoff-Niggeler Foundation

Transportabel sædbank har sin egen vilje

For første gang er et par sammensmeltede dybhavstudsefisk filmet i naturen. Videoen afslører, hvordan det sære samliv mellem kønnene fungerer.

De tyske undervandsfotografer Kirsten og Joachim Jakobsen var netop ved at afslutte et dyk i deres miniubåd ud for den portugisiske ø São Jorge i Atlanterhavet, da noget usædvanligt fangede deres øjne.

I det mørke vand i 800 meters dybde så de lyset fra en dybhavstudsefisk, og de næste 25 ­minutter filmede de dybhavsfisken. Biologer har siden fastslået, at der er tale om fisk af arten Caulophryne jordani.

Han og hun vokser sammen

Indtil nu har biologernes viden om dybhavstudsefisk primært været baseret på døde dyr, som er havnet i fiskenet, og derfor vækker de nye optagelser jubel, især fordi den sjældne film har fanget ikke bare én fisk, men to – en hun og en han.

I dybhavet er det svært at finde en mage, så når det endelig sker, bider den lille han sig fast i hunnen og frigiver en serie enzymer, som opløser skindet på de to fisk.

De to dyrs skind vokser herefter sammen, så parret bliver til én organisme. Resten af livet fungerer ­hannen som sædbank. Til gengæld får han al den næring, han skal ­bruge, fra hunnen.

Sædbank har egen vilje

Aldrig før har biologer kunnet studere det specielle samliv hos levende eksemplarer, og det har overrasket dem, at hannen trods sammenvoksningen har en bevægelses­frihed, som er uafhængig af hunnen.

Hunnen på optagelserne er ca. 16 cm lang. De største hunner af denne art er 20 cm, mens hannen kun bliver omkring 1,6 cm.