Galleri: Mød væsnerne fra det kolde dyb
Dybhavets dyreliv er en stort set ukendt verden for biologerne, men nu har en tysk ekspedition givet os et lille smugkig ind i den. Mødet med de bizarre væsner i det kolde, mørke dyb vidner om, at dyrelivets kreativitet overgår selv de vildeste science fiction-fantasier.
Siden år 2000 har den tyske forskningsisbryder Polarstern, der tilhører Alfred Wegener-instituttet i Bremerhaven, været en af de vigtigste og flittigste deltagere i det verdensomspændende forskningsprojekt Census of Marine Life.
Over 2000 forskere fra mere end 80 lande har deltaget i et forsøg på at skrive verdenshavenes dyreliv i mandtal og besvare fire enkle, men uhyre vigtige spørgsmål: Hvor mange arter er der? Hvor lever de henne? Hvor store er deres bestande? Og hvilken betydning har de for samspillet i havmiljøet?
Gennem en lang række videnskabelige togter i både den nordlige og den sydlige del af Atlanterhavet har skibets forskere været med til at løfte sløret for, hvordan livet former sig i et miljø, der er konstant mørkt og koldt, og hvor trykket er mange gange større end på landjorden.
Det er ikke nemt at være dybhavsdyr. Der er langt mellem artsfæller, byttedyr og potentielle mager på 4-5000 meter vand. For dybhavsdyr drejer det sig derfor om for enhver pris at gribe chancen, når den er der. Når et byttedyr endelig dukker op, må det ikke slippe væk, heller ikke selv om det er større end den, der gerne vil spise det.
Drabelige tænder og kæmpe maver
Mange dybhavsfisk er derfor ikke alene forsynet med et drabeligt tandsæt og et kolossalt gab, der kan fange et hvilket som helst byttedyr. De har også gerne en mave, der kan rumme dyr, som er større end dem selv. Mange af dem spiser sandsynligvis også kun den ene gang i deres liv.
De samme problemer gør sig gældende, når det drejer sig om at finde en mage, og her er det igen fiskene, der er kommet med de mest radikale løsninger. Når en han og en hun af dybhavstudsefisk finder hinanden, giver de aldrig slip. Hannen, der er meget mindre end hunnen, bider sig fast i hendes side og vokser efter nogle dage permanent sammen med hende. Resten af livet er han reduceret til en sædbank, der får næring fra hunnens blod.
Fjernstyrede net fanger dyr på dybt vand
Fangsten af dybhavsdyr er ikke nogen nem opgave, og derfor har forskerne på Polarstern udviklet en række specialiserede redskaber. Det mest avancerede er det såkaldte MOCNESS-apparat, der består af en serie på fem fjernstyrede net, som sidder sammen på en fælles ramme. MOCNESS sænkes ned på eksempelvis 5000 meter, eller den maksimale dybde, hvorfra indsamlingen skal begynde.
Her åbner man så ved fjernstyring det første net og trækker derefter fangstapparatet op til 4000 meters dybde. Et nyt fjernstyringssignal lukker så det første net og åbner det næste, og sådan går man videre, indtil MOCNESS er nået op til havoverfladen igen. På den måde ved forskerne, på hvilken dybde de forskellige dyr er blevet fanget.
Hurtigt arbejde i mørklagt container
Oppe på skibet skal der arbejdes hurtigt. Dyrene er vant til at leve under helt andre forhold end ved overfladen, og derfor vil mange af dem enten være døde, når de kommer op, eller dø relativt hurtigt. Kommer de i meget koldt havvand med det samme, er der dog en mulighed for, at de kan klare sig i en periode.
Så overtager fotograf Solvin Zankl dyrene. Han har udviklet en teknik, der gør det muligt at fotografere dyrene uden glas, så man kan se dem i alle detaljer. Dette krævende arbejde foregår i en mørklagt kølecontainer på skibet.