Hvad er de fire ringe på en vandmand?

Der er tilsyneladende altid fire ringe i midten af en vandmand. Hvilken funktion har disse ringe?

Vandmand i vandet
© Shutterstock

Når man ser på en vandmand, der ligger som en let indtørret geleklat på en strandbred eller svømmer som en blød klokke rundt i vandet i et havnebassin, er de fire hesteskoformede eller ringformede aftegninger midt på kroppen ofte det mest iøjnefaldende ved dyret. Disse aftegninger er faktisk dyrets kønsorganer, som kan ses gennem det gennemsigtige kropsvæv, og ser man godt efter, kan man endda kønsbestemme dyrene. Hos hanner er kønsorganerne hvidlige, mens de er rødlige hos hunnerne. Selve parringen foregår ved, at hannen pumper sin sperma ud i vandet. Spermaen bliver opfanget af hunnen og befrugter hendes æg, der senere bliver til larver. Efter befrugtningen ser man derfor ofte hunner med brunlige fangarme – det er larverne, der er vandret fra moderens mave og ud på armene. Når larverne er tilpas store, river de sig løs og svømmer rundt et par dage, før de sætter sig fast på sten, muslingeskaller eller alger. Her udvikler de sig til ganske små bægerformede polypper med lange fangarme, som de bruger til at fange smådyr, der driver forbi. Om foråret begynder polyppen at forandre sig. Fangarmene bliver kortere, og kroppen meget længere, mens den får en række indsnøringer. Til sidst ligner den nærmest en lille stabel tallerkener. Efter nogle uger river hver enkelt “tallerken” sig løs og begynder at svømme rundt i vandet. De udvikler sig efterhånden til nye vandmænd, og så kan processen begynde forfra.