Blåhvalen – blåhvalen er verdens største dyr

Når blåhvalen skal spise, åbner den sit gab og indtager op til 110 tons vand i én mundfuld. Fra vandet sier blåhvalen så mange lyskrebs som muligt, hvilket typisk svarer til omkring 58 kilo per mundfuld.

Denne effektive metode til at indtage føde er kun mulig i kraft af blåhvalens barder. I munden har blåhvalen nemlig mellem 260 og 400 par barder i form af kreatinplader, der hjælper blåhvalen til at si krill fra vand.

De lysende krebsdyr har desuden en interessant betydning for blåhvalens afføring, der til tider ser nærmest regnbuefarvet ud.

Blåhvalen er gravid i 10-11 måneder

Inden menuen står på krill, lever en blåhvalkalv dog de første otte måneder af sit liv udelukkende af fed mælk fra moren.

En blåhval er drægtig i 10-11 måneder og efter det lange ophold i morens livmoder, har blåhvalkalven allerede vokset sig seks meter lang, inden den bliver født.

Herefter går det stærkt med at blive stor. Blåhvalens unge drikker hele 190 liter mælk om dagen og tager 3,6 kilo på i timen, svarende til knap 90 kilo om dagen.

Når blåhvalkalven er cirka otte måneder, bliver den afvænnet. På det tidspunkt er den lille blåhval 15 meter lang og vejer cirka 23 tons.

Hvor gammel kan en blåhval blive?

Blåhvalen bliver typisk 80 år gammel. Den ældste blåhval, forskere kender til, blev dog 110 år gammel. Det gør blåhvalen til et af de længstlevende pattedyr på jorden kun overgået af finhvalen, som kan blive op til 130 år gammel.

Blåhvalerne er meget sky dyr, og derfor er det også svært at aldersbestemme dem, når de er i live.

Vores information om blåhvalens alder kommer derfor først og fremmest fra undersøgelser af døde blåhvaler. Ved for eksempel at analysere lagene af ørevoks kan forskere ret præcist fastslå blåhvalens alder.

Hvor mange blåhvaler er der i verden?

I dag skønner forskerne, at der findes mellem 10.000 og 25.000 blåhvaler på verdensplan.

Bestanden har været faldende i mange år, men ved hvalfangernes gamle jagtsted nær South Georgia er udviklingen nu begyndt at vende.

South Georgia var tidligere et vigtigt føde- og ynglested for blåhvaler, men fra 1900 til 1966 blev bestanden reduceret med næsten 97 procent. Nu ser den ud til at vokse støt igen.

I 2018 registrerede forskere fra British Antarctic Survey kun én blåhval ved South Georgia, mens de registrerede hele 55 blåhvaler ved øen på deres ekspedition i februar 2020.

“For en så sjælden art som blåhvalen er dette et hidtil uset antal observationer, og det antyder, at farvandet omkring South Georgia igen bliver en vigtig sommerfodringsplads for denne sjældne art,” siger forskningsleder dr. Trevor Branch til BBC.

Blåhvalens værste fjende er mennesket

Blåhvalen er så gigantisk, at den har få naturlige fjender.

Spækhuggere kan dog i sjældne tilfælde finde på at angribe blåhvalen, primært i håb om at få ram på de mindre blåhvalkalve.

En blåhval kan svømme hurtigt, når den er truet – op til 55 km i timen. Normalt svømmer blåhvalen cirka 20 km i timen.

VIDEO: Blåhval forsvarer sig mod spækhuggere

Men selv ikke en blåhval i topfart kan undslippe sin værste fjende: Mennesket.

I starten af 1900-tallet slagtede hvalfangere tusindvis af blåhvaler, særligt nær øen South Georgia ud for Antarktis.

Før den industrielle revolution boltrede omkring 240.000 blåhvaler sig i verdenshavene. Da det totale fangstforbud mod blåhvalen trådte i kraft i 1966, var der blot få hundrede eksemplarer tilbage.

Fundet afslører, at urhvalerne på dette tidspunkt var begyndt at tage form som en slags kæmpeoddere, da de havde brug for ben til at gå på land med, mens de langsomt udviklede en stærkere hale til at svømme med.

De primitive urhvaler havde fire ben og mange odderagtige træk, inden de blev til vanddyr. Tegningerne ovenfor er lavet ud fra de fossiler, forskerne fandt i sedimenter (jordlag) i Peru.

Det er det første klare fund af et skelet fra en quadruped-hval – firbenet hval – udgravet i Stillehavsområdet og muligvis det ældste eksempel på en urhval i Amerika.

Urhvalen havde hugtænder

Bardehvaler, som ud over blåhvalen bl.a. også tæller pukkelhvaler og rethvaler, menes at udspringe fra en særlig art af urhvaler ved navn “Janjucetus”.

I modsætning til nutidens blåhvaler, der er kendt som havets fredelige kæmper, var Janjucetus en langt mere frygtindgydende skabning.

Et 25 millioner år gammelt fossil af blåhvalens slægtning afslører, at forfaderen havde hugtænder på flere centimeters længde og levede af store fisk.

Janjucetus fandt sandsynligvis sit bytte ved hjælp af et skarpt syn og en fremragende hørelse.

I 1997 dukkede et 25 millioner år gammelt fossil af en slægtning til nutidens blåhvaler op i Australien. Fundet viser, at bardehvaler, som blåhvalen hører under, udviklede sig fra dette fortidsdyr.

Blåhvalens forfader målte kun 3,5 meter og var altså ikke meget større end nutidens delfiner. Forskerne anslår, at blåhvalen udviklede sig fra Janjucetus for omkring 34 millioner år siden.

De efterfølgende mange millioner år voksede blåhvalerne i størrelse. Det var dog først for omkring to til tre millioner år siden, at blåhvalen udviklede sig til at blive over ti meter lang.

Istid gav blåhvalen vokseværk

Blåhvalen er det største dyr, der nogensinde har levet på jorden, og det skyldes en kædereaktion, der begyndte med et skift i vejret.

Ifølge en amerikansk undersøgelse publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B i 2017 voksede hvalerne sig først for alvor store, da klimaforandringer udløste en eksplosion af nye fødekilder i verdenshavene.

De amerikanske forskere fra The University of Chicago undersøgte udviklingen af hvalernes størrelse ved at se på længden af 63 uddøde hvalracer og sammenholde den med længden på 13 nulevende hvalarter.

Ved hjælp af computersimulationer kunne forskerne se, at hvalerne først for alvor begyndte at vokse sig længere end ti meter for omkring to-tre millioner år siden.

I den periode skabte istiden et mere ustabilt klima med større udsving i temperaturerne, hvilket spredte hvalernes føde ud på forskellige dele af verdenshavene afhængigt af årstiderne.

Det betød, at hvalerne i løbet af året var nødt til at migrere flere tusind kilometer i jagten på mad, og det kræver en større krop med et enormt fedtdepot at rejse over så store afstande.