For første gang er det lykkedes at måle hjerterytmen hos en blåhval, og resultaterne overgår biologernes vildeste fantasi.
Hvalen kan sænke sin puls til bare to hjerteslag i minuttet, mens den er neddykket og indtager føde.
Et forskerhold fra Stanford University i USA fik en enestående chance for at foretage målingerne, da de kom helt tæt på en blåhval i Monteray Bay ved Californien.
Biologer monterede en pulsmåler på en blåhval og fulgte dens hjerterytme i ni timer.
Ved hjælp af seks meter lange stænger fik de monteret en pulsmåler med sugekopper på hvalen, hvorefter de kunne følge dens hjerterytme i ni timer.
Når blåhvalen dykker, gør hjerterytmen det samme
Biologerne vidste på forhånd, at når hvaler dykker, begynder de at fordele det iltede blod anderledes i kroppen.
Det meste af ilten flyder til hjertet og hjernen, mens de andre organer får mindre.
Det gør det muligt for hvalen at foretage langvarige dyk til over 300 meters dybde og resulterer samtidig i, at hjerterytmen falder.
Hvalen skruer ned for iltforsyningen
Hjertet går på vågeblus
Under et dyk, som kan vare over et kvarter, slår blåhvalens hjerte kun 2-4 gang i minuttet.
Iltreserverne fyldes lynhurtigt
Så snart hvalen når op til overfladen, øger den sin puls til over 30 slag i minuttet, så alle organer igen forsynes med iltet blod.
Når hvalen igen kommer op til overfladen, stiger pulsen, mens den indånder frisk ilt.
Hjertets opgave er nu at fylde iltdepoterne op i alle organer, før hvalen igen dykker ned på jagt efter føde.
Hvalhjertet arbejder på grænsen af det fysisk mulige
I de ni timer, biologerne fulgte hvalen, observerede de, at det længste dyk varede 16,5 minutter, og på intet tidspunkt brugte hvalen over fire minutter på at genopfylde iltdepoterne.
Pulsmålingerne viste, at den dykkende blåhval sænkede sin puls helt ned til to slag i minuttet, og at pulsen steg op til 37 slag i minuttet, når hvalen lå i overfladen.
Forskellen på de to yderpunkter overrasker forskerne, som mener, at hvalhjertet arbejder tæt på grænsen for, hvad der er fysisk muligt.
Det er formentlig forklaringen på, at blåhvalen er et af de største dyr, der nogensinde har eksisteret.