Fiskere ud for øen Ingøy i det nordlige Norge lod net og liner ligge, da de i sidste uge fik overraskende besøg af en seletøjklædt hvidhval.
Den tamme hval opsøgte flere fiskekuttere og forsøgte at få sit seletøj af ved at gnubbe sig mod bådene.
Se den håndtamme hvidhval stryge forbi:
En norsk fisker sprang til sidst i vandet, og det lykkedes ham at hægte de snærende bånd af den meterlange hval.
Kan være undsluppet militær-hval
På indersiden af seletøjet stod der ”Equipment St. Petersburg”, og professor Audun Rikardsen fra det arktiske universitet i Tromsø mener, at hvalen kan have tilhørt den russiske flåde.
”Jeg har været i kontakt med russiske forskere, og de bekræfter, at det ikke er deres hval. De mener, at det er mest sandsynligt, at den er fra den russiske flåde i Murmansk,” siger professoren til avisen VG.
Han tror, russerne kan have forsøgt at dressere hvidhvalen, men at den er stukket af under træningen.
Russisk flåde træner dyr til undervandskrig
Et russisk tv-hold afslørede i 2017, at den russiske flåde træner hvidhvaler, sæler og delfiner til specialopgaver, skriver avisen The Guardian.
Da den undslupne hvidhval havde en holder til et GoPro-kamera i seletøjet, kan hvalen eksempelvis være trænet til at opspore miner, ammunition, torpedoer eller andre våben på havbunden.
Den slags dyresoldater eksperimenterede det sovjtetiske militær også med i 1980’erne under den kolde krig.