"Nidhvalen" er havets svar på et muldyr

Et uforklarligt kranium har i 30 år ligget i en mørk kælder under København. Nu har forskere med dna-tests knækket koden til kraniets ejermand.

Et uforklarligt kranium har i 30 år ligget i en mørk kælder under København. Nu har forskere med dna-tests knækket koden til kraniets ejermand.

Mikkel Høegh Post/Natural History Museum of Denmark

Hvalfangerne i Grønland plejede at fange mælkehvide hvidhvaler med store melonhoveder. Og de plejede at fange grålige, spættede narhvaler med enehjørninge-lignende stødtænder.

De garvede jægere vidste allerede dengang, at narhvaler og hvidhvaler flytter sig i takt med årstidernes skiften, og isens kommen og gåen. De vidste, at de to hvaler blev omkring 3-5 meter lange og vejede mellem 800 og 1.500 kilogram. De vidste altid, hvad de gik efter: Narhvaler og hvidhvaler.

Det blev fangsten ikke mindre besynderlig af dén dag i 1990, hvor jægerne stod med tre hvaler i nettet, de aldrig før havde set.

Hvalerne var så specielle, at den ene hvalfanger forærede ét af kranierne til en forsker fra Københavns Universitet. Her spekulerede forskerne i, om hvalen kunne være en krydsning mellem arter - en såkaldt hybrid. På daværende tidspunkt var videnskaben ikke gearet til at teste dna-teste knogler, som den kan i dag.

Så gåden forblev uløst i knap 30 år. Gemt. Glemt. Men nu er hvalens ophav svømmet op til overfladen.

© Mikkel Høegh Post/Statens Naturhistoriske Museum

Hvidhvalen

Hvidhvalen har hvid, glat hud og har omkring 40 tænder fordelt rundt i over- og undermunden. Den er kystnær og holder sig ofte i vandoverfladen. Den kan dog fange sin føde helt nede på 500 meter. Hvidhvalen kaldes også "havets kanariefugl" pga. sit alsidige tone-repertoire, der frembringes i hvalens melon - den svulstige pande.

© Mikkel Høegh Post/Statens Naturhistoriske Museum

Narhvalen

Narhvalen er spættet i farverne sort og brun og har grålige nuancer. Den har ingen tænder. Til gengæld har den én til to stødtænder, som vokser ud gennem dens overlæbe og som kan blive op til 2,5 meter lange. Narhvalen kan fange sin føde helt nede på 800 meter.

© Mikkel Høegh Post/Statens Naturhistoriske Museum

"Nidhvalen"

"Nidhvalen" er i dette tilfælde en han, afslører dna-tests. Den har et større hoved end både narhvalen og hvidhvalen. Nidhvalen har primært fundet sin føde på bunden, og dens udadvendte tænder, der ikke ligner noget, man hidtil har set, kan være forklaringen på netop dét. Men forskerne er stadig i tvivl.

Sammenlignet med 16 hvaler

Parringensakten hos narhvaler og hvidhvaler er relativt udokumenteret. Det skyldes, at hvalerne ofte parrer sig på dybt vand under store isflager og gletsjere. Men nøglen til kraniets hemmelighed skal findes netop her.

Man ved, at begge arter yngler, opdrager og dier deres kalve nærmest samtidigt og på samme måde.

Men det var først, da forskere fra Københavns Universitet undersøgte arvematerialet - det såkaldte genom - på det 30 år gamle hvalkranium og sammenlignede det med dna fra otte narhvaler og otte hvidhvaler, som lever i samme grønlandske farvande, Diskobugten, at det stod klart.

Hybrid-hypotesen fra 1990'erne holdt vand. Kraniet tilhørte en hybrid-hval, som havde en narhval-hun og en hvidhval-han som forældre. På engelsk kaldes hvalen "narluga", som er en sammentrækning af de engelske betegnelser beluga og narwhale. På dansk ville den hedde "nidhvalen".

En ny krydsning har skrevet sig ind i dyrerigets evolutions- og historiebøger. Det kan være svært at fatte. For de to arter, som har parret sig, ligner langt fra hinanden.

Havets muldyr

De ligner som sagt ikke hinanden. Narhvalen og hvidhvalen. Men de biologiske briller afslører noget andet - nemlig at de to arter er nært beslægtet.

Hvidhvalen og narhvalen tilhører begge - som de eneste to nulevende arter - samme hvalslægt, den såkaldte monodontidae-familie.

Det nu mindre gådefulde kranie er stadig på Naturhistorisk Museum i København, og ifølge forskerne er det 30 år gamle kranium det eneste dokumenterede bevis på, at hvidhvaler og narhvaler parrer sig.

De er dog også overbevist om, at der må være flere lignede under havets overflade, som endnu ikke har set dagens lys.