Hvalfangerne i Grønland plejede at fange mælkehvide hvidhvaler med store melonhoveder. Og de plejede at fange grålige, spættede narhvaler med enehjørninge-lignende stødtænder.
De garvede jægere vidste allerede dengang, at narhvaler og hvidhvaler flytter sig i takt med årstidernes skiften, og isens kommen og gåen. De vidste, at de to hvaler blev omkring 3-5 meter lange og vejede mellem 800 og 1.500 kilogram. De vidste altid, hvad de gik efter: Narhvaler og hvidhvaler.
Det blev fangsten ikke mindre besynderlig af dén dag i 1990, hvor jægerne stod med tre hvaler i nettet, de aldrig før havde set.
Hvalerne var så specielle, at den ene hvalfanger forærede ét af kranierne til en forsker fra Københavns Universitet. Her spekulerede forskerne i, om hvalen kunne være en krydsning mellem arter - en såkaldt hybrid. På daværende tidspunkt var videnskaben ikke gearet til at teste dna-teste knogler, som den kan i dag.
Så gåden forblev uløst i knap 30 år. Gemt. Glemt. Men nu er hvalens ophav svømmet op til overfladen.