Spækhuggeren er den største af alle delfinarter og en af havets mest toptunede dræbere.
Hannerne bliver mellem seks og otte meter lange og vejer omkring seks tons, hvilket er det samme som en fuldvoksen elefant. Hunnerne er en smule mindre med en kampvægt på omkring fem tons og en længde på seks-syv meter.
Spækhuggeren har omkring 50 drabelige, spidse tænder. Det er næsten lige så mange som en krokodille, og de kan allesammen blive op til ti centimeter – næsten dobbelt så store som hvidhajens tænder.
Spækhuggerens kranie afslører, hvor store dens tænder egentlig er.
Dræberhval er lynende intelligent
Spækhuggere er ligesom mange andre hvaler og delfiner enormt intelligente – faktisk har de den næststørste hjerne blandt alle havdyr, hvis man måler hjernemasse op mod størrelse.
Spækhuggere kommunikerer med hinanden via karakteristiske pibe- og fløjtelyde, og hver flok har deres egen unikke og komplekse dialekt.
Forskning har endda vist, at de kan lære at tale samme “sprog” som delfiner, hvis de bliver socialiseret med dem.
Spækhuggere er meget sociale dyr og lever typisk i familieflokke, der kan omfatte hele fire generationer.
Der findes to slags flokke:
- Standflokke
- Vandreflokke
Standflokken består normalt af 7-50 spækhuggere, der primært lever af fisk, mens vandreflokke højst består af syv dyr, der jagter havpattedyr som fx søløver og sæler.
Flokkene bruger forskellige specialiserede jagtteknikker, der er videregivet fra generation til generation, og som ofte kræver en høj grad af samarbejde.
Spækhuggerens ikoniske sorte og hvide farver fungerer som camouflage, der gør det svært for byttedyr at registrere fjenden, inden det er for sent.
Fakta om spækhuggeren
- Latinsk navn: Orcinus orca.
- Størrelse: Alt efter køn bliver spækhuggeren generelt 6-8 meter lang og vejer 3,5-6 tons. Den største spækhugger nogensinde målte dog knap 10 meter og vejede hele 10 tons.
- Levetid: I naturen kan hanner blive op til 60 år, mens hunner kan blive helt op til 90 år. Spækhuggere i fangenskab bliver ikke nær så gamle.
- Topfart: Spækhuggeren kan svømme med op til 56 km/t.
- Levesteder: Det meste af verden – både kystnære områder og på dybt hav.
- Kendetegn: Sort og hvid med en karakteristisk grå plet bag ved rygfinnen. Spækhuggerens farver fungerer som camouflage. Dens overvejende sorte ryg gør det fx svært for byttedyr at se den, hvis de befinder sig i havoverfladen og ser ned i det mørke dyb. Den overvejende hvide mave har samme effekt, hvis byttedyr på havbunden ser op mod den lyse havoverflade. Spækhuggeren har den største rygfinne blandt alle havdyr. Hos hannerne kan den måle op til 180 cm. Finnen er nogle gange bøjet, og en teori lyder, at det skyldes nedbrydning af kollagen pga. eksponering for varm luft. Den bøjede finne ses tit blandt spækhuggere i fangenskab, og disse spækhuggere er ofte eksponeret for varm luft pga. de shows og stunts, de laver oppe på land.
Hvor lever spækhuggeren?
Efter mennesket er spækhuggeren klodens mest udbredte pattedyr og findes i alle verdenshave – fra varme tropiske egne til de iskolde vande i Arktis.
Vil man se spækhuggeren i sine naturlige omgivelser, er der størst chance for at finde den i de koldere vande ved Antarktis, Norge og Alaska.
Späckhuggare, som förekommer i många delar av världen (blått), är världens mest utbredda däggdjur efter människan.
Spækhuggeren lever både langt ude på havet og i mere kystnære områder. Observationer tyder dog på, at spækhuggeren foretrækker at leve sit liv nær kysterne.
I alt 59 spækhuggere lever i fangenskab i forskellige vandparker rundtom i verden. En tredjedel opholder sig i USA i vandparker som fx SeaWorld. I 2017 annoncerede SeaWorld dog, at de nedlægger avlsprogrammet med dræberhvalerne.
Hvad spiser spækhuggeren?
Spækhuggeren spiser i gennemsnit 250 kilo mad om dagen.
Dræberhvalen har en enormt varieret kost med flere hundrede arter på menuen, der tæller alt fra fisk, blæksprutter og pingviner til søløver, sæler og hajer. Der er endda observeret, at spækhuggeren har spist hjorte og elge, hvis de har vovet sig ud at svømme.
Spækhuggeren har også flere menneskeliv på samvittigheden, men det skyldes ikke, at dræberhvalen har fået appetit på menneskekød.
De spækhuggere, der har slået mennesker ihjel, har alle levet i fangenskab, og de mennesker, der har mistet livet, har været deres trænere. I alle tilfælde har spækhuggerne angrebet, fordi de følte sig truet eller blev tirret til at angribe.
En af de mere kendte dødsulykker skete i 2010, da en 40-årig kvindelig træner blev angrebet af spækhuggeren Tilikum i den amerikanske SeaWorld-park i Orlando i Florida.
Spækhuggeren Tilikum var i alt involveret i tre dødsfald. Da træner Keltie Byrne gled og faldt ned i spækhuggernes bassin i 1991, var Tilikum en af de spækhuggere, der trak hende under vandet og druknede hende. I 1999 blev en ung mand fundet død i Tilikums bassin, efter at han var hoppet ned til dræberhvalen efter lukketid. Og i 2010 trak Tilikum den 40-årige træner Dawn Brancheau ned i vandet efter et show. Hun led adskillige skader og druknede.
Hvordan jager spækhuggeren?
Spækhuggeren jager forskelligt, afhængigt af hvilken slags flok den lever i.
Nogle flokke specialiserer sig i at drive fisk sammen i kugler og derefter tage for sig af retterne. Andre samarbejder om at skabe kraftige dønninger i vandet, som skyller sæler ned fra isflager og ned i gabet på dem.
Nogle spækhuggere kaster sig endda helt op på land for at få tænderne i søløver og sæler og derefter trække dem ud i vandet igen.
De er heller ikke blege for at angribe dyr, der er større end dem selv. Der findes adskillige eksempler på flokke, som i fællesskab har fået bugt med hvidhajer og sågar blåhvaler.
Sådan jager spækhuggeren
Forvandler fiskestime til tag selv-bord
Ved at blæse bobler og plaske med halerne i retning af fiskestimer tvinger spækhuggerne fiskene til at samle sig i en kuglehob. Når fiskene er malet op i et hjørne, plukker spækhuggerne fiskene ud af hoben.
Knuser sælers redningsplanke
Når spækhuggeren får øje på en sæl på en isflage, går den til angreb på byttedyrets redningsplanke. Rovdyret knuser isflagen ved hjælp af sin snude, så sælen til sidst falder i vandet.
Kaster sig selv ind på land
Selv ikke på land kan sæler og søløver vide sig sikre for spækhuggeren. Dræberhvalen er kendt for at lade sig strande på land for at sætte tænderne i søløver og sæler, som hviler sig ved kysten.
Gammel gift truer spækhuggeren
Over halvdelen af verdens spækhuggere står på kanten af udryddelse og har stor risiko for helt at uddø om 30-50 år. Sådan lyder den dystre konklusion i en undersøgelse publiceret i det anerkendte tidsskrift Science i 2018.
Forskerne bag undersøgelsen har undersøgt mere end 350 spækhuggere fra 19 bestande fordelt over hele kloden. Det er dermed den største undersøgelse af spækhuggere nogensinde.
Synderen, der truer med at gøre et gigantisk indhug i spækhuggerens samlede bestand, er dog hverken overfiskning eller klimaforandringer, men en forbudt miljøgift ved navn PCB.
PCB var et populært kemikalie i byggematerialer, som har været forbudt siden 1986, da man opdagede, at det var til skade for både mennesker og dyr.
Selvom PCB har været forbudt i fire årtier, ophobes giften stadig i naturens fødekæder og lagrer sig særligt i fedtet hos dyr.
Spækhuggerkalve dier hos deres mor i op til to år.
Spækhuggeren er særlig udsat, fordi ungerne modtager en stor mængde PCB fra morens fede modermælk, da hun gennem sit lange liv lever af byttedyr med en høj fedtprocent.
75 spækhuggere nedlægger blåhval
Spækhuggeren har fået tilnavnet “havets ulv”, fordi det intelligente rovdyr ligesom ulven jager sine byttedyr i flok og benytter sig af snu jagtteknikker.
Normalt står menuen på mindre byttedyr, men i sjældne tilfælde kaster spækhuggeren sig over dyr, som langt overgår den selv i størrelse.
Et sådant angreb blev dokumenteret ca. 20 kilometer ud for den australske kyst den 21. marts 2021.
Her iværksatte en gruppe på omkring 75 spækhuggere et udmattende angreb på en 15 meter lang blåhval på 30-40 tons.
VIDEO: Se spækhuggere dræbe en blåhval
En blåhval kan blive op til 25 meter lang og kan derfor være næsten fire gange så stor som en hun-spækhugger.
Eksperter vurderer, at flokken i virkeligheden bestod af fem-seks spækhugger-familier, som i fælles front var gået sammen for at nedlægge det enorme bytte.
Angrebet bestod af tre forskellige manøvrer.
Nogle af spækhuggerne svømmede ind i blåhvalen med enorm kraft og stangede den, så den fik indre blødninger. Andre i flokken forhindrede blåhvalen i at komme op til overfladen og trække luft ved at slynge sig hen over ryggen på den. Den sidste gruppe spækhuggere bed sig fast i den store hvals kæbe.
Efter tre timers udmattende kamp var livet banket ud af blåhvalen, og spækhuggerne kunne dele byttet imellem sig.
Angrebet på blåhvalen er unikt, fordi det ikke tidligere er dokumenteret, at spækhuggerne på tværs af familier samarbejder for at nedlægge byttet.
Blåhvalen er dog langtfra det første store byttedyr, som er endt i kæberne på havets ultimative dræber.
I Sydafrika har man observeret en række angreb på hvidhajer.
Marinbiologer, som har dokumenteret hvidhajernes færden i Sydafrika, har fundet ud af, at når spækhuggere dukker op på hvidhajernes territorium, så fordufter hajerne på få sekunder – og bliver væk op til et helt år.