Kæmpeblæksprutter mod kaskelotter - kampen er afgjort
Kæmpeblæksprutter er kaskelotternes ultimative bytte. Forskerne har før set, at de otte stærke arme kan give store ar på hvalernes hoveder. Men det har været umuligt at følge kampen mellem giganterne, for blæksprutten holder til på over 500 meters dybde. Nu har undervandsfotografen Tony Wu for første gang mødt en kaskelot lige efter det store opgør – med taberen i sit gab.
Tony Wu ved instinktivt, at han er vidne til noget unikt, da kaskelotten svømmer forbi ham. Den kolossale hvals mund er åben, og i gabet har den resterne af en ni meter lang kæmpeblæksprutte.
I hele sit liv har den erfarne undervandsfotograf aldrig set billeder af noget lignende. Wu skal holde tungen lige i munden for at sikre sig gode billeder. Han venter tålmodigt på, at hvalen og dens fem følgesvende vil lade ham komme tættere på. Blot fem minutter senere er kaskelotterne forsvundet ned i dybet, men Wu har gjort sit scoop.
“Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er noget, jeg har fantaseret om at se, siden jeg var et lille barn,” fortæller Wu.
Foto for første gang
Tony Wu er ikke ene om at drømme om det uhyre sjældne motiv. Det er velkendt, at kaskelotter blandt andet lever af kæmpeblæksprutter, men de to giganter er ikke før blevet dokumenteret sammen, som fotografen nu har gjort det. Mødet finder sted i oktober 2009, hvor Tony Wu leder en fotoekspedition til Ogasawara-øerne i det nordvestlige Stillehav, godt 1000 km syd for Japan.
Området er kendt som et yndet sted for kaskelotter, og det er, præcis hvad dykkerne håber at finde og fotografere. De får meget mere, end de turde håbe på. En hel gruppe kaskelotter bestående af fem voksne samt en kalv dukker nemlig op nær overfladen og giver en sjælden opvisning i deres adfærd. Den største hun tiltrækker sig dog mest opmærksomhed, fordi den har resterne af en kæmpeblæksprutte mellem sine kæber.
Kæmpeblæksprutter har siden Homers tid været genstand for fantastiske fortællinger om havuhyrer, og størrelsen er tit blevet overdrevet vildt. En af de mest kendte beretninger er Jules Vernes “En verdensomsejling under havet”, hvor en gigantisk blæksprutte angriber kaptajn Nemos ubåd, Nautilus.
Blæksprutte fotograferet i 2004
Men én ting er fiktion, en helt anden er fakta. Fordi kæmpeblæksprutter holder til på meget dybt vand, er de ekstremt svære at studere. Videnskaben kender dem oftest kun som halvt opløste kadavere, og billeder af levende eksemplarer har kunnet tælles på én hånd. Lige indtil 2004, hvor japanske marinbiologer ved Ogasawara-øerne for første gang fotograferede en voksen kæmpeblæksprutte i dens naturlige omgivelser ved hjælp af madding og et kamera på en 900 meter lang line.
To år senere fangede forskerne en lille voksen hun samme sted. Men den døde, idet den blev halet op på skibet. Trods de sparsomme direkte vidnesbyrd om blæksprutternes liv og død ved forskerne en del om de legendariske skabninger takket være deres eneste naturlige fjende, kaskelotten. Maveindhold fra døde hvaler har adskillige gange afsløret ufordøjede næb fra kæmpeblæksprutter. Og ved at tælle vækstringe i næbbene kan forskerne blandt andet aldersbestemme de hvirvelløse dyr samt estimere størrelsen.
Bløddyret kan blive helt op til 13 meter langt inklusive de to tentakler. Men det måske bedste bevis på, at de to dyr er dødsfjender, er de ringformede ar, som indimellem observeres på hvalernes hud, især omkring hovedet og munden. Arrene stammer fra de hundredvis af sugekopper, der dækker indersiden af de otte arme samt to tentakler.
Hver sugekop er omkranset af syleskarpe “tænder”, og kombinationen af sug og bid skaber de mange ar. En egentlig kamp mellem de to dyr er dog aldrig set af mennesker. Til gengæld er Tony Wus oplevelse et vidnesbyrd om noget mindst lige så interessant:
“De voksne var tilsyneladende i gang med at lære kalven om jagt og det at æde blæksprutter. Oplevelsen gav os et billede af, hvordan kaskelothvalerne fungerer som gruppe,” siger Tony Wu.
Hvalerne oplærer deres unger
Under mødet fulgte hele flokken inklusive kalven lederhunnen ned i dybet og op igen adskillige gange – hver eneste gang med byttet i munden på den store hun. Det giver en vigtig indsigt i hvalernes oplæring af deres unger.
Ved at forbinde byttet med at dykke vil denne kalv snart lære, at godbidderne findes på dybt vand, og selv begynde at jage. Kaskelothvalerne jager oftest kæmpeblæksprutter på mellem 500 og 1000 meters dybde stort set overalt i verdens oceaner.
Én gang har en sonar registreret en kaskelot hele 2,5 kilometer nede. Hvalerne kan holde vejret i op til 90 minutter, hvilket er en klar fordel, når livretten lever på dybt vand. Og fordi kaskelotten både er havets største kødædende pattedyr og samtidig kan dykke dybest, er den kæmpeblækspruttens eneste egentlige fjende.
Tony Wu vender senere på året tilbage til Ogasawara for at fotografere kaskelotter. Drømmen er – før eller senere – naturligvis det ultimative billede: selve kampen mellem de to giganter.