Lider hummeren, når den bliver kogt levende?

Den behandling, som vi mennesker udsætter dyr for, har været en kilde til moralske og etiske diskussioner i umindelige tider. Mange af de tidligste debatter koncentrerede sig om at fastlægge, om dyr var i besiddelse af en sjæl. Hvis det var tilfældet, måtte man gå ud fra, at dyr også kunne lide. Gennem strengt kliniske forsøg har forskerne i de senere år forsøgt at finde et rent objektivt mål for dyrs lidelse - fx ved at måle mængden af stresshormoner i dyrenes blod. Et afgørende problem er naturligvis, at det er svært at give en præcis og også biologisk dækkende definition på lidelse. Hvis fx en hummer skal lide i menneskelig forstand, når den bliver kogt, skal den på en eller anden måde være bevidst om, hvad der foregår. Det er så et spørgsmål om, hvor intelligent det pågældende dyr egentlig er. Men eftersom ingen endnu har været i stand til at give en præcis definition på intelligens, kaster den indfaldsvinkel ikke yderligere lys over sagen. Man kommer længere, hvis man i stedet spørger, om dyr kan føle ubehag, for i så fald er svaret et entydigt ja. Man kan af gode grunde ikke spørge en hummer, om det gør ondt, når den bliver kogt, og i mange tilfælde dør dyrene da også så hurtigt, at det er meningsløst at stille spørgsmålet. Men i en del tilfælde forsøger dyrene – om end kortvarigt – at komme op af gryden. Det må være ensbetydende med, at de når at registrere en eller anden form for fysisk ubehag og derfor også i den forstand lider.