Alle dyr på Jorden kæmper for at få deres gener videre til næste generation, og det kan foregå på mange opfindsomme måder. De fleste dyr formerer sig seksuelt, hvor to køn parrer sig med hinanden.
Afkommet fra seksuelt reproducerende arter bliver dannet, ved at en hanlig og en hunlig kønscelle smelter sammen, og afkommet bærer derfor genetisk information fra begge sine forældre.
Andre dyrearter formerer sig derimod uden parring ved såkaldt aseksuel reproduktion. Hos dyr med aseksuel reproduktion er et ubefrugtet æg i stand til at udvikle sig til et levedygtigt individ uden parring.
Hos arter, der udelukkende formerer sig aseksuelt, kan hannerne helt undværes, og arten består derfor udelukkende af hunner.
Aseksuel reproduktion
Hos nogle arter er hannen slet ikke nødvendig for at sætte afkom i verden. Det er bl.a. tilfældet hos dafnier og nogle arter af hjuldyr, vandrende pinde og gekkoer. Hos disse arter udvikler et ubefrugtet æg sig til et nyt levende individ. Det kan være en stor fordel ikke at skulle på udkig efter en partner, med de farer, det kan føre med sig.
Desuden kan hunnen sætte afkom i verden, præcis når forholdene er optimale, så der er ressourcer nok til, at ungerne kan overleve. Aseksuel reproduktion er dog aldrig observeret hos fx pattedyr.
Og hos mange af de arter, som reproducerer sig aseksuelt, forekommer også seksuel reproduktion, fx hos kalkunen, dafnien og guppy-fisken. Seksuel formering er nemlig den eneste måde, en bestand kan komme af med skadelige mutationer på.
Det er for eksempel tilfældet hos nogle arter af firben og insekter. Fælles for arter med aseksuel reproduktion er, at den genetiske sammensætning hos afkommet i de fleste tilfælde er en kopi af forældreindividet. Man kan derfor sige, at afkommet er en klon, fordi det er genetisk ens med sin eneste forælder.
Hos de fastsiddende krebsdyr rurer lettes formeringen, ved at alle dyrene er både han- og hunkøn.
Hammerhajen vælger selv
Der findes også nogle arter, som er i stand til at udnytte begge reproduktionsstrategier. Det gælder for eksempel hammerhajen og komodovaranen, som under normale forhold formerer sig seksuelt.
Men hunnerne fra de to arter kan også reproducere sig aseksuelt, hvis der i lange perioder ikke er nogen hanner til stede. På den måde sikrer hunnerne sig afkom, selv om de ikke har en han at parre sig med.
Seksuel formering
Seksuel reproduktion foregår hos alle pattedyr og langt de fleste fisk, fugle, reptiler og padder. Men sex kan også være en kostbar affære. Det tager tid og energi at finde og tiltrække en mage – tid, der ellers kunne være brugt på at søge føde, og energi, der kunne være brugt på at undgå fjender.
Desuden kræver det et individ af hvert sit køn på det rette sted på det rette tidspunkt. Men fordelene er også store. Seksuel reproduktion øger variationen i arvemassen i stedet for at videreføre de samme gener. Det er utrolig vigtigt, for at arter på lang sigt kan tilpasse sig ændringer i deres omgivelser, og for at de kan udvikle resistens mod patogener.
Det er vira, bakterier, svampe og parasitter, der kan tappe dyr for kræfter og dermed ødelægge deres evne til at formere sig. Ulempen ved, at to forældre “blander” deres arvemateriale i afkommet, er dog, at “gode” gener fra den ene part risikerer at blive ødelagt.
Mange insektarter er også i stand til at formere sig både seksuelt og aseksuelt. For eksempel reproducerer bladlus og dafnier sig aseksuelt igennem sommeren, mens de senere på året producerer færre, seksuelt reproducerede afkom.
Aseksuel eller seksuel formering sikrer altså hver for sig eller i kombination, at der bliver sat unger i verden, og dermed, at en art består.
Regnorme er hermafroditter
Hos nogle arter af regnorme, fladorme, muslinger og snegle er hvert individ han og hun på samme tid. Det vil sige, at både hanlige og hunlige kønsorganer er til stede i dyrets krop.
Disse hermafroditter befrugter som regel ikke sig selv, men der sker derimod en gensidig udveksling af sædceller under parringen. På den måde sikrer hermafroditterne, at deres afkom bliver genetisk forskelligt.
Det kan være en stor fordel at være hermafrodit, hvis man for eksempel tilhører en art, der er fastsiddende som de små krebsdyr rurer, der sidder fast på klipper og sten.
Når individerne både er hankøn og hunkøn, er alle, der sidder tæt ved, potentielle mager. Det gør formeringen nemmere, når det alligevel ikke er muligt at bevæge sig rundt for at finde en mage.
Hos andre hermafroditarter er individet først det ene køn, og senere i livet skifter det til det modsatte køn.
Visse regnorme har både hanlige og hunlige kønsorganer samtidig.
Hos kønsskiftende hermafroditter er det mest almindelige, at individet først udvikler hanlige kønsorganer. Det sker blandt andet hos tøffelsnegle, der kan være hankønnede i op til seks år, inden de i løbet af et par måneder skifter til hunkøn.
Forvandlingen skyldes feromoner i vandet, som er et signalstof udskilt af huntøffelsneglene. De yngste snegle, hannerne, sætter sig ofte oven på de ældre snegle, som er hunner.
Tøffelsnegle, der lever på fx muslinger, kan med alderen skifte fra han- til hunkøn.