En giraftunge er på mange måder et biologisk vidunder. Den er typisk omkring 40 centimeter lang, men kan blive helt op til 50 centimeter. Da den samtidig er rund og slangeagtig, virker den endnu længere. Hos giraffen er tungen først og fremmest et uhyre effektivt griberedskab. Den er usædvanlig velforsynet med kraftige, længdegående muskler, der sætter dyret i stand til at sno den om grene og trække dem af.
Derved kan giraffen nyde godt af blade og kviste fra specielt de mange akacietræer, der vokser i stort antal på den afrikanske savanne. Men det er ikke uden problemer at have løv fra akacietræer som fødekilde. Træet er beskyttet af lange, kraftige torne for at holde bladspisende dyr væk. Et dyr, som prøver at bide bladene af, løber en alvorlig risiko for at få øjnene stukket ud. Men giraffens lange tunge betyder, at den aldrig behøver at komme tæt på de farlige torne.
Tungen selv er dækket af hård, læderagtig hud, som tornene ikke kan stikke igennem, og det samme gælder giraffens mundhule. Til gengæld skal blade og kviste gumles godt igennem, så tornene bliver helt kvast, inden de sendes videre ned i den lange hals. Det er årsagen til de langsomme og grundige tyggebevægelser, der er så karakteristiske for giraffer.