Shutterstock & Lotte Fredslund

Hvor langt kan en fugl flyve i ét stræk?

Jeg har læst, at nogle fugle kan flyve ekstremt langt uden at mellemlande. Hvad er rekorden for at holde sig på vingerne?

En lille kobbersneppe har fløjet uafbrudt i 11 dage og dækket en distance på 13.560 km – 510 km længere end den forhenværende rekord. Forskere fulgte via en satellitsender fuglens rute og fart med stor præcision.

Den blot fem måneder gamle fugl forlod sit fødested i Alaska, krydsede sydpå hen over Stillehavet og landede i Tasmanien den 24. oktober 2022.

For at kunne gennemføre en så krævende rejse æder trækfuglene store mængder føde i ugerne op til afgang. Faktisk letter ungerne først 4-6 uger efter de voksnes for netop at have længere tid til at vokse og fylde fedtdepoterne.

Kort før afgang indsnævres visse organer endda, så fedtdepoterne kan fylde endnu mere. To-fire uger før rejsen begynder, udgør fedtet blot 17 pct. af fuglens vægt, men den andel stiger til 58 pct. ved afgang. Og når fuglen endelig når sit mål, har den tabt omkring halvdelen af sin vægt igen, vurderer forskerne.

Albatrosser udnytter vindenergi

Andre fugle kan også holde sig længe på vingerne – bl.a. flyver albatrosser rundt om den sydlige halvkugle og kan dække 22.000 km på 46 dage.

Men til forskel fra lille kobbersneppe flyver albatrossen ikke aktivt. Den holder blot sine kæmpe vinger udstrakt og benytter luftstrømninger til at holde sig i luften.

Derudover kan albatrossen lande på vand og tage en pause. Kobbersneppen er derimod dødsdømt på vandet, da den ikke kan lette igen.

13.560 kilometer – så langt kan den lille kobbersneppe flyve uden at mellemlande.