Hvordan tæller man dyrene i naturen?

De mest præcise optællinger af dyr får man i de tilfælde, hvor man kan optælle hvert eneste individ af en bestemt art. Det er imidlertid kun praktisk muligt, når det drejer sig om arter, som både er fåtallige og nemme at se eller høre. Dyr, der lever meget skjult, er udbredt over store områder, eller er meget almindelige, kan derimod være yderst vanskelige at optælle. Derfor må biologer tit benytte sig af andre og mere upræcise metoder. Ved fugleoptællinger vil man fx ofte tælle individerne i et mindre område af artens udbredelsesområde. Derefter kan antallet ganges op med det samlede areal af det område, arten findes i. Men det kræver selvfølgelig, at arten er jævnt fordelt ud over hele området. Mange dyr vandrer frem og tilbage mellem et yngleområde og et vinterkvarter hvert år. Disse dyr kan man i nogle tilfælde tælle, når de passerer bestemte steder på deres vandring. Det gælder fx gråhvalerne i det østlige Stillehav, som på deres vej mod yngleområderne i den Californiske Havbugt passerer tæt forbi den amerikanske kyst ud for Californien, og som derfor nemt kan tælles. Andre dyr slår sig ned i bestemte og tit meget præcist afgrænsede vinterkvarterer, hvor man kan lave en præcis optælling. Det gælder de nordamerikanske monarksommerfugle, der stort set alle overvintrer i ét bestemt bjergområde i Mexico. Dyr, som lever skjult, fx i regnskovsområder, kan man kun tælle indirekte ved at registrere lyde eller spor fra dyrene. I mange områder i Afrika tæller biologerne næsehorn ved at registrere fodaftryk. Der er så stor forskel på aftrykkene, at hvert enkelt dyr kan identificeres, og derved får man et ret præcist tal på bestanden. Endelig foretager man også optællinger ved at mærke enkelte individer. Efter en mærkning forlader biologerne området et passende stykke tid, inden de vender tilbage og indfanger et vist antal dyr. Ud fra forholdet mellem mærkede og ikke-mærkede dyr kan man lave en statistisk beregning af dyrebestandens størrelse.