Hvorfor har elefanten fået en lang snabel?

For 30-40 millioner år siden var elefanternes forfædre kun en meter høje og levede måske i vand som nutidens flodheste. Deres snabler var korte og blev sikkert brugt til det samme, som tapirer i dag bruger deres små snabler til – fx at snuse og rode i jordbunden. Siden har elefanterne udviklet sig til mastodonter. Det hænger nok sammen med, at det giver et bedre energiregnskab og yder god beskyttelse mod rovdyr. Men når et dyr bliver stort og samtidig har et stort tungt hoved med stødtænder, så er det nødt til at have en kort, stærk hals. Dyret får dermed et problem med at nå jorden med munden for at indtage føde. For elefanterne har den evolutionære løsning været at forlænge den oprindeligt korte snabel, så den kan bruges til at føre føde op til munden – men også til meget andet. Snablen er dannet ud fra en sammenvokset næse og overlæbe og er blevet til et muskuløst organ, der er lige så fleksibelt som en blækspruttearm. Snablen kan sno sig om vegetation og vride blade af fra meget stor højde eller bruges til at kaste jord på ryggen som værn mod sol og insekter. For enden af snablen sidder desuden nogle fingertappe, som gør, at elefanten kan gribe om små genstande som fx nødder. Snablen har et hult næsebor i hele sin længde og kan rumme fire liter vand, som suges op og sprøjtes ind i munden, når elefanten er tørstig. Desuden er snablen et fantastisk kommunikationsredskab, som kan frembringe et stort register af trompetlyde og bruges som snorkel, når elefanten er på dybt vand.