Hvorfor har isbjørne sort hud?
Hjælper den sorte hud isbjørnene med at holde på varmen fra Solens stråler?

Ingen ved, hvorfor isbjørnens hud er sort under den hvide pels. Gennem en længere årrække troede biologerne, at den sorte hud opsugede ultraviolette solstråler, som trængte gennem pelsens hule, gennemsigtige yderhår og opvarmede isbjørnen i dens forfrosne levesteder højt mod nord. Men teorien er blevet afvist. Studier af isbjørnehår har nemlig vist, at kun en uhyre lille del af solstrålerne trænger gennem pelsen. De bittesmå mængder stråling har ingen betydning for isbjørnens varmeregnskab. Isbjørnen benytter altså ikke solvarme, men bruger sin egen kropsvarme kombineret med et 7-11 cm tykt fedtlag og en tæt og tyk pels til at holde sig varm i selv ekstreme kuldegrader. Isbjørnens isolering er så effektiv, at den ser helt sort ud, hvis man filmer den med varmefølsom, infrarød film. Kun dens ånde viser sig på filmen.